Vinni Gren Bonde

Jeg er stor tilhænger af walk and talk sammenkomster. At gå en lang tur i den skønne natur med en veninde, giver en langt bedre snak. Bedre, end at sidde på vores flade og kyle i hovedet. I naturen, bliver man ét med omgivelserne, og hinanden. Her kan svære spørgsmål stilles og er af en anden størrelse, end hvis man sidder i en stue face-to-face.

Jeg er delvist vokset op på skønne Bornholm. Bornholmerne nøder. Besøger man nogen, diskes der op med kaffe og kage i stride strømme,  og man bliver konstant bedt om at tage mere. “Spis, Rebecca!”. I timevis sidder man på rumpetten og skvadrer løst om dette og hint. Bornholmerne er i sandhed gæstfrie.

Da jeg flyttede til Vesterbro, kunne jeg ikke holde ud at sidde inde i en lille lejlighed en hel dag, for så at modtage besøg og også sidde ned hele aftenen. Der begyndte jeg at gå. I stedet for at tage bussen, gik jeg. I stedet for at cykle, gik jeg. Mange kilometer dagligt. Efter en tur i biffen, gik jeg hjem. Byens pulserende liv opleves så ganske anderledes, når man går fremfor at køre. Jeg connectede med de andre mennesker, lugten af pis eller mad fra en opgang, hilste på dem fra “cykelklubben”, mærkede byens nerve.

Da jeg flyttede ned til Midtsjælland blev jeg vildt begejstret for at gå meget lange ture i skoven. Gerne alene. I timevis. Og med barnevogn, da det var aktuelt. Og når jeg fik veninder på besøg gjorde vi tilsvarende.

Det kan være super hyggeligt at mødes til middag og snak. Jeg foretrækker bare en walk-and-talk, før man sætter sig i timevis og spiser. Når det kan lade sig gøre.

Og jeg har altid fået uro i benene, når jeg har besøgt nogen, som lægger op til man sætter sig og bliver siddende i timevis. Det er for passivt og intenst på én gang. Især, hvis man er mange samlet. Hvis der kører flere samtaler samtidig henover bordet, på kryds og tværs, kan jeg slet ikke følge med længere. Så vandrer mine tanker. En tur ud i det fri.