Eufori
Eufori, kys min kind,
vil du i hjertet ind?
Overhaler dig, udenom
og ignorerer dig for en tid.
Følelsernes Tour de France
udfordringernes op og ned.
Eufori i den gule føretrøje,
smitter af og gør alt omkring sig gyldent.
Højdedrag og heppende råb,
smerten bliver til nydelse.
Blotter sig selv og letter helt,
på toppen af bjerget – over skyerne.
Euforia Euforia,
blandt stjernerne du svæver.
Kom herned inden du falder,
intet sikkert kan bære den højde.
Årh, du dåre – misundelsens kæphest,
slip dine tøjler og mærk suset.
Heroppe er glæde og skabende tanker,
sensualiteten beruset.
Bjergkammens længde som dalens dybde,
farer ud over kanten.
Falder i lydløs luft,
og mærker det først, ved bump på skrænten.
Eufori – kys min kind,
vil du hjertet ind?
Lunter ved dit baghjul,
og sagtner bagud for en tid.
Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.