Vinni Gren Bonde

Lige siden vi fandt ud af jeg var gravid med Clara, blev vi enige om at vi ville have et barn til hurtigt efter. Det ville det være godt for Clara at have en bror eller søster tæt på sig selv rent aldersmæssigt.

Morten og jeg valgte at fortælle de tre store børn – fra Mortens tidligere ægteskab – om graviditeten, som de første. Dette gjorde vi allerede i uge otte. Vi var klar over at det indebar en vis risiko – da der indenfor de første 12 uger er 30 % chance for abort. Vi valgte at tage denne chance, grundet børnenes bekymring over mit helbred. Børnene bor hos os hver anden uge. Jeg var meget syg og sov utroligt meget. Lunten var kort og jeg havde intet overskud. Både Anna og Sofie havde udtrykt bekymring hos Morten og spurgt om jeg fejlede noget. Vi blev derfor enige om, at det var bedre at fortælle dem, hvad al denne (søde) lede skyldtes.

De tre store børn modtog nyheden ved at bryde ud i spontan jubel. De kyssede os og omfavnede os. De var oprigtigt glade og begyndte fluks at sms’e nyheden til alle deres venner. Så vi måtte herefter gå skridtet videre og annoncere det til familie og venner, så de ikke fik nyheden af omveje. Vi bor i et lille lokal-samfund, hvor alle kender alle. Herefter røg beskeden ud på Facebook.

Ugerne op til nakkefoldsscanningen – som var i begyndelse af fjerde måned – gik med meget lede, opkast, kvalme, ufattelig træthed og så videre. Det var langt værre end da jeg ventede Clara. Det blev dog straks bedre, så snart jeg havde rundet uge ti. Få dage før jeg skulle til scanning var jeg ude at handle. På vej hjem i bilen skyldede en stærk feminin energi ind over mig. Jeg kunne ikke forstå ej heller forklare hvorfor, eller hvad det gik ud på. Men som det følelsesmenneske jeg er, lod jeg mig åbne og mærke efter. En sang kom til mig. En ny sang poppede op i hovedet på mig. Jeg begyndte at synge den, eftersom melodien bare fløde let og ubesværet ud af mig. Med tårer i øjene og taknemmelighed i hjertet, sang jeg:

Maria – ren og fortvivlet
Maria – stærk og så modig
Hyldest skal lyde til dig, Maria
Kvinde og moder som jeg, Maria

Da jeg kom hjem fortalte jeg Morten og Sofie om sangen og gengav den for dem. I dagene efter kørte sangen i mit hoved konstant. Som en livs-hymne, der havde en særlig besked til mig.  Jeg fornemmede en stærk energi. En positiv energi.

Da jeg skulle til nakkefoldsscannig, var jeg i god form igen. Leden havde forladt mig. Jeg sagde til Morten, at der slet ikke var grund til at han tog fri fra arbejde bare for den scanning. Han kunne komme med til misdannelsesscanning i uge 26, hvor der for alvor ville være noget at se på scanningsbilledet. Jeg sagde tilmed at jeg ville køre i plantecenteret bagefter og købe nogle planter til haven, som jeg kunne plante ud om eftermiddagen. Jeg skulle blive klogere.

Da jeg på hospitalet sad og ventede på at det skulle blive min tur til at blive scannet, slog jeg op i det første og bedste blad, der lå på bordet. Det var et fagforeningsblad for sygeplejersker. Jeg slog op på en tilfældig side med et billede af en gruppe mennesker med down-syndrom. Dér stod de og grinnede mig lige ind i fjæset. Dagen forinden havde Morten og jeg været på stranden og mødte en gruppe af voksne svært udviklingshæmmede. Jeg tænkte ved begge tilfælde, at dette også kunne ske for os: At jeg ventede mig et barn med en form for handicap. Jeg havde besluttet at jeg ikke ville have abort, selvom jeg måske ville få at vide, at jeg ventede et barn med down-syndrom. Jeg havde set mange eksempler på børn med diverse handicaps, der havde et værdigt og rigt liv. Jeg ville ihvertfald ikke være dommer og bestemme, hvor slemt et handicap skulle være før en abort kom på tale. Jeg havde tillid til, at jeg skulle være mor til barnet i min mave. Uanset udfaldet af scanningen.

Endelig var det min tur. Scanningen blev straks foretaget. Jeg havde taget ventebuskerne af. Fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid, var min mave allerede bulet så meget, at jeg var begyndt at gå i ventetøj ugen op til scanningen. Jeg så billedet af fosteret på skærmen og syntes det så noget småt ud. Jordemoderen sagde “Hmm….” og rodede lidt rundt med den underlige tingest på min mave. Jeg tænkte at hun nok var ny i det med at scanne, for hun virkede ærlig talt lidt usikker. Hun sagde stille, dog uden tøven: ”Jeg kan ikke finde nogen hjertelyd. Dit foster er død.!” Jeg troede ikke mine egne ører. Beskeden var så uvirkelig. Jeg kunne da godt se, at der ikke var noget hjerte der slog på skærmen. Men hun måtte da bare lede ordenligt efter! Jordemoderen rejste sig og sagde, at hun naturligvis lige skulle være helt sikker, og derfor med det samme ville hente en læge, der kunne kigge på det. Der gik ti minutter. De ti minutter var meget lange.

Dér lå jeg, på ryggen, med iskold gele på maven, og kiggede op i det hvide loft. Det var helt uvirkeligt og jeg kunne slet ikke reagere på det. Lægen kom ind. Hun tjekkede grundigt og konstaterede at der ikke var nogen hjertelyd, at fosteret var dødt og havde været det i formegentlig to-tre uger og derfor skulle fjernes med det samme, inden det ville gå i forrådnelse.

Jeg tænkte, at det var da noget underligt noget. Hun spurgte om jeg havde haft smerter, blødninger eller andre tegn. Intet af dette havde jeg oplevet. Tilmed havde min mave jo vokset og jeg slev fået det bedre. Lægen sagde, at det skete i nogle få tilfælde: Kroppen havde snydt mig og pumpet hormoner ud, som om fosteret stadig var i live og voksede, hvilket også forklarede min voksende livmoder.

Da jeg lå og tænkte på, hvor kede af det børnene ville blive – brast jeg ud i gråd og hulkede!

Jeg fik en pose kleenex. Jordemoderen spurgte om jeg ville ringe efter min mand. Flere gange. Jeg svarede hver gang, at jeg ikke ville give ham sådan en besked over telefonen, men ville vente til jeg var kommet hjem. Hun blev ved at presse på og til sidst forklarede hun, at jeg altså slet ikke kom hjem. De ville beholde mig og sørge for at jeg kunne få en kirugisk abort samme dag. Jeg forestillede mig at der skulle gå nogle dage. Jeg ringede til Morten som straks tog en taxa ind til Roskilde sygehus og holdt mig i sine arme og græd længe sammen med mig.

Efter flere timers venten, en masse snak med diverse læger, narkoselæger og jordemøre, fik Morten og jeg enestue. Jeg fik stikpiller lagt op, der kunne fremprovokere aborten. Morten var faldet i søvn, af bar udmattelse, på stolen ved siden af mig. Jeg havde forklaret ham i venteværelset, at alt det her med babyens død, kom som et chok for mig – og alligevel var det ingen overraskelse. For jeg havde oplevet gentagende beskeder til mig fra Gud. Jeg følte at Gud havde forberedt mig og rustet mig til denne hændelse. Jeg følte Maria Magdalene talte direkte til mig. Pustede mig på kinden og pustede styrke ind i min sjæl. Ordene i hendes sang hymnede stærk i mit hjerte. Jeg kunne næsten fysisk mærke orderne i min krop og hele budskabet om, at jeg skulle have tillid til Gud. Det, der skulle ske, skulle ske af en grund. Jeg skulle blot stille mig til rådighed. Med min krop og min ånd.

Jeg forstod intet på et logisk plan, men på det åndelige plan følte jeg mig tryg. Midt i venteværelset – kort tid før udskrabningen. Morten, som slet ikke er troende, smilede til mig. Han kender mig og elsker mig for min spiritualitet og den måde jeg lever den (ud) på. Han omfavnede mig og sagde at han elskede mig. Vi havde begge tårer i øjenene.

På enestuen lå jeg og healede mig. Jeg holdt hænderne på maven og bad Jesus om, at tage sig godt af den lille sjæl som snart ville være ude af mig rent fysisk. I bønnen talte jeg i tunger. Noget jeg har praktiseret siden jeg var 14 år. En form for hemmeligt sprog (ikke jordisk sprog) jeg taler med Gud. Jeg takkede Gud for det, der skulle til at ske og bad om at det måtte gå rigtig godt. Jeg åbnede en direkte linje op til Gud og lå i mit indre og talte med Jesus og Maria. Forklarede hvordan jeg havde det og fortalte hvordan jeg ingenting forstod, men at jeg var tryg og havde tillid. Jeg bad for Morten, lægerne, børnene, mig og ikke mindst den lille uskyldige baby i min mave.

Stikpillerne havde ingen mærkbar effekt og jeg var stadig hel og uden smerter da jeg blev kørt ind til operationsstuen. Healingen virkede og var godt i gang. Jeg græd da jeg skulle fortælle lægen mit navn og personnummer. Jeg var bange. Lige dér. Lægen var forstående og narkoselægen sagde at jeg skulle tænke på noget rart inden jeg lukkede øjnene og faldt i søvn. Det sidste jeg tænkte på inden jeg lukkede øjnene var Gud og lys. Der var lys overalt. Det var så smukt. Jeg faldt i dyb narkose.

Da jeg vågnede op 20 minutter efter var jeg hundesulten. Jeg havde fastet inden operationen. Da jeg med det samme blev kørt op til opvågningsstuen, bad om at få mad og drikke straks. Jeg havde det godt. Jeg rejste mig fra sengen og sad ved et bord og spiste. Så lå jeg igen og hvilede en lille halv time, mens jeg talte med Morten. Operationen var gået rigtig godt. Jeg kunne stort set intet mærke. Jeg stod op, tissede og vi tog herefter hjem.

Om aftenen talte vi om oplevelsen, foruden i dagene og ugerne efter. De tre store børn var på sommerferie hos deres mor og skulle først hjem til os tre uger senere  – og være hos os i tre uger. Vi havde brug for roen til at processe hændelsen, inden vi skulle offentliggøre den, så det passede os rigtig godt. Claras dagplejemoder beholdt Clara den første nat, så vi kunne på den måde få huset helt for os selv. Vi ville først fortælle de tre store børn om aborten når de var hos os igen. Clara var for lille til at forstå noget. Da de store børn fik nyheden tre uger senere, blev de kede af det. De havde glædet sig sådan. Samtidig kunne de tydeligt mærke vores ro og afklarethed. De processede nyheden på hver deres måde og kom sig hurtigt over nyheden.

Morten agede mig på kinden en aften da vi var gået i seng og sagde: “Det er altså okay at være ked af det”. Det vidste jeg. Sandheden var bare, at jeg ikke var synderligt ked af det. Vi var kede af, at vi alligevel ikke skulle have en baby, nu, hvor vi havde sat næsen op efter det og glædede os til det. Men vi ville vi jo få en baby mere, hvis det var meningen. Så ingen panik. Jeg græd lidt et par gange. Blandt andet en dag hvor jeg så en smuk gravid kvinde. Hendes mave mindede mig om, hvor jeg selv ville være om få måneder. Men overordnet var jeg fyldt med en ro. Jeg var ganske enkelt afklaret.

Morten var også lidt trist, men som jeg helt med på, at sådan var det. Han så på det hele ud fra en naturvidenskabelig vinkel. Aborten var naturens måde at eksperimentere med celle-deling og denne gang gik det bare ikke. Det kunne jeg sagtens forholde mig til. Den forklaring tog jeg også til mig.

Fysisk havde jeg det super godt. Jeg gik straks igang med havearbejde og andre sysler. To uger efter genoptog jeg min træning. Jeg hyggede mig enormt og glædede mig over den gode sommer. Vi grillede med venner og familie og nød de gode rødvine vi havde købt i Piemonte, på nogle af vores utallige Italiens-rejser.

Jeg spekulerede på om jeg mon bare ikke havde reageret endnu. Jeg mærkede godt efter i mig selv. Var der ikke en smule sorg et sted? Næh. Var jeg ligeglad? Nej da! Folk jeg talte med undrede sig ofte. Men dem ,der kender mig godt, ved hvor følsom jeg er. At jeg mærker hvad der rør sig i og omkring mig. Jeg var i god kontakt til mig selv og var ikke typen, der lagde låg på.

Jeg havde kun to sygedage hvorefter jeg genoptog mit arbejde.

Min elskelige dejlige jordemoder som havde bragt Clara til verden – kom forbi til kaffe og en snak. Det var en stor bonus for mig, at kunne fortælle om det hele til hende. Hun, som kender mig så godt og ved hvordan jeg reagerer under smerte og pres. Hun mente at min reaktion måske ville komme på et senere tidspunkt.

Jeg opdagede snart, at jeg begyndte at reagere i mine drømme. Jeg drømte at Morten var mig utro og ville forlade mig. Jeg oplevede jalousi og blev bange. Jeg drømte en nat at Clara var død og at jeg blev fyret fra mit arbejde. Jeg drømte i det hele taget under temaet “at miste”, hvilket jeg klart kunne koble til aborten. Godt! Der var altså en reaktion!!

Deprim og ødelagt over det, var jeg bare slet ikke. Jeg var healet. Fysisk og psykisk. Jeg følte at jeg havde fået lov at bære liv i hele tre måneder. Det følte jeg som et previlegium. Jeg følte, at Gud havde forberedt mig og givet mig styrke og healing. Jeg oplevede at det, der var sket, var naturligt. Det kunne forklares ved, at naturen skiller de svage fra og at det sker for en tredjedel af alle graviditeter. Oftest bare langt tidligere i forløbet. Det kunne også forklares ved, at det var noget der skulle ske. På det åndelige niveau. Gud havde brugt mig til at bære en sjæl videre. Jeg følte en stærk ur-kvinde energi i mig og følte mig (ud)rustet i al min sårbarhed. Jeg var tunet så godt ind på mine følelser – bedre end i rigtig mange år. Jeg følte mig mest af alt taknemmelig, som kvinde. Og sangen om Maria høres stadig i mit indre:

Maria – ren og fortvivlet
Maria – stærk og så modig
Hyldest skal lyde til dig, Maria
Kvinde og moder som jeg, Maria

Jeg lærte at børn er gaver der dumper ned fra himlen. Vi har dem kortvarrigt. Nogle gange længe nok til at få æren af at lære dem at gå, spise, tale, skrive, regne og så videre. Andre gange i så kort tid, at vi kun når at møde dem i deres energi og herefter bringe dem videre. Børn er ikke bestillingsarbejde. Jeg takker for min funktion og den måde Gud har valgt at bruge mig på i forhold til børn. Min abort har været en livsbekræftende oplevelse. En gave for livet.

Tak.

PS. 11 dage efter aborten havde jeg min første ægløsning – og blev gravid. Den 20. april 2011 fødte jeg Kurt.