Vinni Gren Bonde

Som skindet flås af et dyr, således blev min søster revet fra mig.

Sådan skrev en klassekammerat i dansk fristil, tilbage i min opvækst på Bornholm. De hjerteskærende ord, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig og sikkert også hos de øvrige klassekammerater. Læreren læste højt og forfatteren sad og stortudede i klasselokalet. Det samme gjorde flere af os andre.

Hendes forældre blev skilt i fødebyen i Sønderjylland. Hun flyttede med sin mor til en gård på Bornholm og fik en +far. Søsteren, blot et par år yngre end hende, blev tilbage i det sønderjyske med sin far. Sådan delte forældrene pigerne i mellem sig, som var de en del af indboet. Sådan blev de i bogstaveligste forstand revet (itu) fra hinanden og placeret i hver sin ende af det danske kongerige.

Mange år er gået sidenhen. I alle disse år, har jeg med jævne mellemrum ihukommet den fantastiske og frygtelige metafor.

Da jeg mødte Morten og blev Becca/ fars kæreste til hans tre børn – der på daværende tidspunkt var 8, 10 og 12 år – tænkte jeg, at det da ærligt talt måtte være forvirrende for dem, at have to hele hjem. At bo to steder – syv dage ad gangen. Med hver sine forældre, hver sine vaner og værdier. Andre grænser, aftaler og sågar tøj.

Min forestilling har ikke ændret sig. Jeg mener stadig at det må være forvirrende  for dem og ikke optimalt. To meget forskellige liv, med forskellige forældre, flere søskende og bonus-børger på begge sider. Det er forskellige venner de ser, alt efter hvor de bor. Det ene sted ser man ikke TV og spiser økologisk. Det andet sted må man se TV og være længe oppe. Og hver mandag efter skole skal omstillingen til det modsatte liv foregå. Uanset, om man er parat, har lyst eller ej!

En ting jeg dog hurtigt opdagede var, at de tre søskende i det mindste havde hinanden. Trods deres forskelligheder og interesser, havde de ligesindede. Mellem far og mor, var en delmængde skabt – af forsvarsløse børn. Børn, der trods alt ikke stod alene, som en svævende satteligt – helt uden for mængden far og mængden mor. Som kun var fastholdt i et familieliv, via en tynd tråd. Nej Anna, Frederik og Sofie, havde hinanden. Og jeg bilder mig ind, at de faktisk fandt styrke i det. De havde skabt deres egen lille subkultur. Hvilket  er en kreativ måde at takle de vanvittige voksne på, i deres adfærd og (til tider) håbløse forsøg på at gøre det så godt som muligt for de fælles børn.

Jeg har i egen opvækst oplevet søskende blive skilt ad. Flere gange, uden forældrende lagde skjul på, hvem de helst ville have. I nogle tilfælde kan det at skille børn – når forældre skilles – måske være nødvendigt. Og endda til tider en fin løsning. Det afhænger af kontekst og af måden, hvorpå forældrene håndterer denne børne-skillesmisse på. Der kan jo også være tale om børn, der ønsker at bo hver sit sted. Det er også værd at tage med….

Et søskendepar fra Haderslev, blev engang skilt fra hinanden i forbindelse med forældrenes skillesmisse. Den ene blev ufrivilligt hos faderen, mens moderen havde travlt med at leve sit nye liv med sin lille nyfødte pige og sin nye kæreste. Kæresten fungerede som en far for den lille pige, og hun kom godt af sted i livet med uddannelse, godt helbred og et stort socialt netværk. Og et godt og glad sind.

Storebroderen, som blev hos faderen, fik en bonusmor. Hun og faderen fik et barn sammen. Storebroderen følte sig forladt af sin mor og overset af den ligeglade bonusmor og halv-alkoholiserede far. Sidstnævnte havde ofte sex med andre kvinder, i storebroderens seng. Noget storebroderen godt viste og lovede at holde hemmeligt. Hele opvæksten for denne dreng var præget af udeblivende værdier, omsorg og kærlighed. Med fatale konsekvenser til følge.

Storebroderen var ikke ønsket hos hverken far eller mor og slet ikke hos moderens kæreste. Allerede i de tidlige teenage år begyndte hash-rygning. Smøgerne var for længst blevet dagligt rutine. Og inden han rundede 20 år var han reel narkoman. Blev indlagt til rehabilitering og har siden haft et barsk liv med skiftende misbrug (med forskellige overskrifter) og håbløse sindstilstande til følge. Der er ingen tvivl om, at denne dreng følte sig forladt og uønsket. Hos dem, han var mest afhængig af.

Storebroderen fra Haderslev såvel som min gamle klassekammerat fra Bornholm, oplevede fatale konsekvenser ved at blive skilt. Ikke alene fra en forælder men også en søsken. Igen, der kan være tilfælde, hvor det faktisk er den rette løsning! Eller eneste mulighed. Hvad det så end betyder….

Uanset hvad, så er det virkelig værd at tænke over, at børn ikke er møbler. Det er forældrende der skal skilles. Ikke børnene! Det er muligt at det betyder en model, det afstedkommer uønsket samarbejde med en eks. Ja, men det er det vi (også) siger ja til, når vi indgår partnerskab og får børn sammen. Æd den! Samarbejd røven ud af bukserne! Lad ikke børnene betale prisen. De er – uanset hvad – fuldkommen helt og aldeles uskyldige. Og den pris de alligevel betaler, er så meget højere end den voksne når at tælle til i deres egen sorg.