Vinni Gren Bonde

Ordet lykkelig er det ord, der gør os mest ulykkelige. For vi tror vi skal være lykkelige. Vi lærer, at vi skal være lykkelige. I virkeligheden er lykke bare en følelse, som andre følelser: Den viser sig i øjeblikke og må herefter nødvendigvis vige, for at give plads til andre farver på paletten.

Unge teenagepiger skærer i sig selv, er “ofre” for selvhad og spiseforstyrelser. Det er normen i dag. Der er flere af dem i hver klasse. Det er et råb om hjælp – og en måde at få opmærksom på. Presset er for stort.

Vi lever i et sygt samfund, med et kunstigt skabt pres om, at vi skal være lykkelige, klare os godt, have styr på vore liv, have de rigtige venner/ veninder og karakterer og se ud på en bestemt måde. Ellers er vi ikke lykkelige. Ellers er vi totalt taberagtige.

Facebook, sms, reklamer, amerikanske teenagefilm, forældres misforståede pleasen, en forskruet modeverden og et pres om at vælge uddannelsesretning og få høje karakterer allerede inden den første forelskelse viser sig. Listen er lang. Og det er svært at se skoven for bar træer. Og det er ofte de arketypiske emner, der gøres til genstand for projektioner, så en årsag til de unge pigers adfærd kan findes. Ikke så meget for at hjælpe de lidende piger, men fordi vi har behov for selv at forstå og sætte i bås. Jeg har efterhånden lært, at jeg i min egenskab som bonusmor, uundgåeligt vil være genstand for noget af den slags. Fordi det er nemt.

Coaches lærer os, at vi skal være lykkelige i vore karrierer, familieliv, med vores veltrænede kroppe og ikke mindst med vore sexliv. Vi skal både klare os godt, ligge i overhalingsbanen, være kontant “ja” agtige og være tjekkede ældre, men stadig se ud som i 20’erne og have et sexliv som det var, før man fik otte børn.

I går var jeg med familien på Bakken. Jeg så et utal af unge piger med tydeligt kunstige hårforlængelser (farvet enten kulsort eller kridthvidt), forstørrede bryster, forstørrede læber og kraftigt tatoverede øjenbryn (helt sorte til helt hvidt hår og alle tegnet efter samme teater-skabelon). Det lignede lort, hvis du spørger mig. Men det er jo min personlige opfattelse. Jeg er også 40 år og flyttet på landet, så hvad f.. ved jeg om, hvad der er mode på Vestegnen anno 2013? I hvert fald ikke noget der appellerer til mig. Det er helt sikkert. Det, der undrede mig allermest var den ekstreme måde hvorpå pigerne stræbte efter at være noget de ikke var. Noget de ikke var skabt til. Det samme kunstigtskabte ideal. De hvilede ikke i sig selv og forsøgte at skjule, hvad de i virkeligheden var. Måske en A-skål og kommunefarvet hår. Hvem ved? Det får vi i hvert fald aldrig at se.

Hvorfor kan vi ikke bare slappe lidt af???

Hvorfor kan vi ikke bare acceptere livets naturlige gang. At der er tid til det ene og tid til det andet – og at både det ene og det andet er godt. At alt har sin tid og at livets faser alle er smukke. Vi har ikke tabt hverken gnisten eller selvrespekten, bare fordi vi ikke dyrker lagengymnastisk hver anden aften, eller tillader  os at spise kulhydrater og være tilfredse med grå hår og smilerynker.

Verden er på flere måder plumrådden. Jo mere “lykke” vi får proppet ned i os, jo mere ulykkelige bliver vi. Jeg tror på, at lykken vil smile meget oftere til os, når vi ikke forventer at møde den, hver dag.

Hvor ville jazzen være, hvis ikke ulykkelige følelser og melankolien boede i vore hjerter? Hvad ville der blive af teateret, hvis ikke vi kendte til sorgen? Ikke den selvskabte sorg og ulykke i form af krig og ødelæggelse, men den iboende sorg og smerte vi alle indeholder. Den er her af en grund.

Troen på, at vi skal være lykkelige, er med til at fjerne vore naturlige forhold til den.