Vinni Gren Bonde

Jeg stemmer “Nej tak” i dag.

Tak for tilbudet, og nej tak … Tak fordi I spurgte. Gælder det egentlig?

Jeg har en fornemmelse af, at være inviteret til en af de der MUS samtaler, hvor jeg bliver spurgt – ikke hørt. Agendaen er skjult. Chefen spørger, nikker og noterer.

Ugen efter er alt ved det samme. Mine indsigelser, forslag og ytringer har ingen vægt haft på den store skål. Chefen arbejder for Direktionen, og de har allerede besluttet sig. For at undgå for meget ballade fra fagforeningen holder de alligevel mødet. Så er jeg jo blevet spurgt, og de gør som de vil.

Hvis Danmarks samlede svar bliver et “Nej” viser det jo bare, at vi virkelig har noget at skjule, og derfor bliver den allerede storstilede overvågning intensiveret yderligere. Uanset vores “Nej”. Et “Nej” har ingen vægt på skålen. Vi er blevet spurgt. Og så kører de videre med deres agenda.

Vi er et sted, hvor jeg ikke længere kan fornemme mine rettigheder. Ikke længere tror på dem. Kan ikke mærke dem længere. Der er noget galt fat.

Jeg havde som ung i 90’erne aldrig forestillet mig, at mit land skulle ende sådan, at min verden skulle se således ud. At vi skulle spørges om noget, så sygt i det hele taget. Vil du overvåges delvist eller komplet? Vi gør det totalt – uanset hvad du svarer – men så har vi i det mindste spurgt. Så er vi “demokratiske”. 

Hvor var det vi kørte af sporet? Jeg bryder mig ikke om det landskab jeg ser, her fra vogn 22. Det var ikke den rejse jeg havde forestillet mig, ikke den jeg bestilte og ikke den jeg blev stillet i udsigt.

Det her er jo ikke Demokratien. Hvor er vi?

Stop, jeg vil gerne af!