Vinni Gren Bonde

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor vi spørger børn “Hvad vil du så være når du bliver stor?” Jeg lærer mine børn på 5 og 7, at de til enhver tid bare skal svare: “Mig selv, selvfølgelig. Hvad ellers?” Hvis vedkommende mener, hvad lille Peter ønsker at lave når han bliver voksen, er det en ganske anden snak, og den bør i øvrigt tages langt senere i livet.

Ved at spørge børn om den slags, bliver der stillet spørgsmålstegn ved deres identitet. De skal åbenbart være noget andet end det de er, når de bliver store. Hvad er nu det for noget? Er de ikke gode nok som de er, og hvorfor tage stilling til et voksenliv? Og bliver de voksne nu skuffede, hvis vi svarer: “Husmor”? Det er pænt frastødende at stille børn den slags spørgsmål. Hvorfor ikke hellere kigge på lille Peter, hans interesser og måde at løse opgaver/ting/konflikter/etc. på? Og så anerkende ham for, hvad han kan lide at lave (og ikke bare, hvad han er dygtig til …!)

I øvrigt kunne jeg virkelig godt tænke mig, at vi droppede det pis med at teste børn og unge i hoved og røver. Det bliver værre og værre, og mere og mere amerikansk. Helt unødvendigt, og har udelukkende til formål at dumme tingene i systemet mere og mere ned. Fordi vi skal sammenligne os med andre, og køres ind i en mindre og strammere firkant. Totalt dræbende for al genialitet.

Må jeg i stedet foreslå, at vi tester lærerne. Laver kunde-tilfredsheds-undersøgelser, tester lærernes evner til at forny sig og tilpasse sig de krav børn og unge stiller i indeværende skoleår. Børn og unge, som skal ud at fungere på at arbejdsmarkedet vi i dag endnu ikke kender. Til jobs, som endnu ikke eksisterer. Og i øvrigt også teste lærernes evne til at skabe skabere. For det er skabere vi har brug for, mere end nogensinde. Ikke folk, som lukker røven, sidder på rækker og tager i mod ordrer. Det hører fabrikker til, og den tid har vi for længst outsourcet. Vi har brug for skabere.

Derfor har vi hårdt brug for lærere, som kan stimulere børn og unge i skolerne, til at (turde) bruge deres evner til at skabe. Til at tage egne talenter seriøst. Få dem peget ud, motiveret og udviklet på. Vi har ikke brug for lærere, der kører copy/paste pensum år efter år, og som ensretter samtlige børn til det samme.

Vi har ikke brug for lærere, som spørger: “Og hvad vil du så være når du bliver stor?”

Det mest groteske er, at når vi så omsider er blevet store og giver den gas på en arbejdsplads, bliver vi målt og vejet, og får at vide vi skal udvikle vores ikke-talenter – vore mindre gode sider, vores udfordringer. Hvor sort er det lige? Hvorfor ikke fokusere på talenterne, og udvikle dem yderligere. Så vi bliver helt igennem geniale til det. Det giver da ingen mening, at bruger energi på at udvikle det vi har udfordringer med og ikke er gode til. Det er der da andre, som kan lave …

Lad os da hver i sær lave det vi er bedst til, og derved være de bedste udgaver af os selv. Lad os klappe i hænderne over det vi ser børn kan lide at lave, og ikke bare fortælle dem, hvor dygtige de er, når de lige har løst en opgave, som alle andre børn også lige har løst.