Vinni Gren Bonde

Jeg elsker leverpostejsmadder,
på rugbrød.
Hjemmebagt rugbrød med surdej.
Jeg elsker at skære det,
på min gamle manuelle Raadvad.

Jeg elsker rigtig smør.
Rigtig meget tandsmør.

Jeg nyder at se maden blive til,
og sætter punktum med rødbeder fra Svanholm.

Jeg kan godt lide at tørre køkkenbordet af.
Fjerne krummer, i rytmiske bevægelser.

Jeg holder af Dan Turèll hverdagen,
og er ualmindelig uambitiøs i gængs forstand.
En yndlingsbeskæftigelse for mig er,
at sætte øjnene på uendeligt
– og jazzen ligeså.

Jeg kan lide kartofler.
Små, kogte – men kolde – kartofler.
Kartoffelmadder!
Med tandsmør, mayonnaise og ristede løg.
Jeg kan lide bløde stegte løg.

Jeg holder af Dan Turéll.

Jeg nyder at aflevere børn i skole og børnehave
– i joggingtøj og morgenhår.
Kører gerne en lille omvej på hjemturen,
for at lytte til noget på P1.
Og se fjorden.
Mærke morgenen vågne.
Og evigheden aftage.

Nogle gange leger jeg,
at jeg bor alene.
I soveværelset.
Indretter i fantasien,
og på badeværelset.

Jeg drømmer ofte om min farmors lejlighed.
Hun er død.
Om natten forbinder jeg mig til hende,
i hendes lejlighed.
Duften af Imperial sæbe hænger endnu i næseborene.
Og hendes mange historier om gamle dage,
i København
– under krigen.
Hendes afvisning af en tysk soldat,
der ville danse med hende.
Hendes lange cykelture til 10 ørs dans på Bakken.
Om oldefar Svends grønthandel i Istedgade.
Om den jødiske guldsmed ved siden af.
Han forærede min farmor en ring
– da hun blev 14.
De andre piger i forretningen mente han nok var ude på noget.
Min farmor hed Eva
– og var Hr. Rubins øjesten.

Jeg tænker ofte på min barndom.
Og min ungdom.
Da jeg havde stress
ønskede jeg mig min alderdom.
Jeg glædede mig til at gå på pension,
og få fred.
Leve roligt.
Uden nogen stillede krav.
Eller forventninger.
Jeg er allergisk overfor andres forventninger.
Særligt de usagte.
Hader gættekonkurrencer.
Har ondt af mænd.

Har glæde af hverdagen.
Jeg elsker, at vi ingen telefon eller TV har.
Får fred.
Måske jeg en dag også kan undvære mobilen.

Jeg tror de døde græder,
når vi ikke lever.
Jeg tror Rudolf Steiner har ret.
Han ligner i øvrigt Jeremy Irons.

Når jeg tager brillerne af,
ser jeg ikke det, som er langt væk.
Det er godt,
når jeg er nærværende.

Jeg holder af de velkendte lyde.
Lyden af vandhane.
Af min søns begejstrede trin.
Af min mand, der fløjter
– og ikke kan klappe i takt.

Duften af vådt træ
og min datters hovedbund,
når jeg krammer hende.

Jeg kan smage bordet,
når jeg stryger hånden henover det.
Derfor holder jeg aldrig i stangen i bussen.
Kun, hvis jeg har vanter på.

Jeg hader indkøbsvogne
og offentlige håndtag.
Men jeg holder af hverdagen, Dan.
I al almindelighed.

Jeg elsker leverpostejsfarvede mænd,
med ild i hjerterne.
Jeg kan lide skæve tænder
og fregner.
Jeg elsker min mands skæg.

Jeg elsker at synge jazz.
Inde i mig bor en jazz-diva.
Som sidder på en barstol,
i et dunkelt og suspekt lokale
og synger.
Med pandehår, som i 40’erne
– i en grøn tyk kjole og hudfarvede netstrømper
og røde korte negle.
Hun synger.
om livet
og smerten.
Om den naive kærlighed.
Bag hende er der tre musikere.
Piano, trommer og bas.
Hun holder af natten
og holder mikrofonen.

Jeg holder af te-birges
og hønsesalat.
Neskaffe og V6 tyggegummi.
Jeg elsker lyden af Junghans-uret på væggen.
Det lyder som min farmors stue.
Jeg elsker lyden af min symaskine.
Den gør mig glad.
Min søn elsker at lege ved siden af mig
– når jeg syr.

Min søn kom til mig
blot 11 dage efter jeg aborterede.
Så hurtigt valgte han mig,
til at føde ham.
Valgte os
som sine forældre.

Jazzen er mit livs lydtapet.
Den er evig uforudsigelig
og hyggelig.
Egentlig tror jeg ikke nogen ved,
hvor meget jazz betyder for mig.
Jazzen kom til mig
da jeg var barn.
Jeg var opdraget og skolet i klassisk musik.
Jazzen smug-lyttede jeg til om natten
eller når jeg pjækkede fra skole.
Den hviskede til mig
– jazzen.
Fortalte mig, at det nok skulle gå alt sammen.
Den viste mig sine op- og nedture.
Jeg viste den mine.
Jazzen og jeg forstod hinanden.
Der er ikke mange, som forstår jazzen
– og mig.

Jazzen gav mig en stemme.
Den lyder som min farmors pudder duftede.
Jeg lytter til meget musik,
i al almindelighed.
Både med andre
– og i al ensomhed.

Jeg holder af Dan Turéll
og mange andre skæve eksistenser. I al almindelighed.