Vinni Gren Bonde

I morges var jeg vanen tro med til morgensang på min datters friskole, hvor morgensang er noget relativt nyt. Vi sang blandt andet “Spurven sidder stum bag kvist”, skrevet af Jeppe Aakjær i 1910. Og i 1915 komponerede Thorvald Aagaard den melodi til, som de fleste af os kender sangen under.

Eller det vil sige, troede jeg! Paf var jeg, her til morgen, da jeg opdagede – at jeg stort set var den eneste i hele salen, som sang! Inklusiv rækken af forældre, som sad bagerst i lokalet. Forældre, som var mellem 25 og 50 år. De kendte ganske enkelt ikke sangen. Jeg kan forstå de mindre elever endnu ikke har styr på sådan en sang. Men forældrene?

Det er flovt! Jeg blev helt trist. Det er at være dansker uden identitet. Ja, det er præcis hvad det handler om! At være dansker indebærer ikke at have et dansk pas og hedde Nielsen. Det er at kende rødderne, så dybt nede vi kan grave. Uanset, om vi så hedder Nielsen eller Asam i øvrigt.

En kæreste jeg engang havde var dybt imponeret over, at jeg kunne synge med på (næsten alle) sange, som Danmarks Radios Pigekor fyldte stuen med, når jeg søndag formiddag tullede rundt og ordnede ting. Imponeret? Hvad taler han om? Det er da nogle vi aller kender. Det er jo danske sange, gode gamle sange fra den danske sangskat.

Men nej! Sådan var det ikke. Og det er jeg desværre blevet bekræftet i adskillige gange siden hen. Langt de fleste danskere kender ikke deres egne sange, sangkultur og sangskat.

Det er trist og meget bekymrende. For det er i vores arv vi definerer, hvem vi i dag er. Ja, jeg er med på globaliseringen er en virkelighed og at ting ændrer sig. Det skulle de helst også meget gerne. Men netop for at kunne foretage fornuftige ændringer, er det nødvendigt at kende sig selv, herunder sit ophav. Vi kan jo ikke vide, hvor vi skal hen, hvis ikke vi først ved, hvor vi er. Og det er i sangene vi finder overleveringerne. Det er ren foræring. At ignorere det, er at ignorere sig selv.

I vores nationalsang synger vi:

“….
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
…”

Og det er Frejas sal? Jeg tør æde min gamle Thors Hammer på, at 99 % af danskerne ikke aner, hvad det betyder. Eller vigtigheden af denne betydning. Tro mig, nordmændene ved den slags om sig selv. Vi har mistet så meget identitet i Danmark, og det er en skændsel. Og hvis ikke vores generation, vi som forældrer, ændrer det prompte, går det tabt.

For 50 år siden kunne alle danske børn synge med på de gamle danske sange, og kendte betydningerne. Ikke kun fordi sproget var anderledes dengang, nej først og fremmest fordi de havde morgensang i skolen. De fik tolket betydningerne. Sproget har jo trods alt også ændret sig meget fra 1885 til 1957, så det var nødvendigt for at lære at forstå teksterne. Også dengang. Derudover lyttede man til de gamle danske sange, hjemme. I radioen. Eller man slet og ret sang dem.

I 70’erne skulle vi være så moderne, droppede tituleringsformen “De” til lærerne og skrottede morgensangen. Hvis vi sang var det Shubidua eller Kim Larsen. Fantastiske musikere og sangskrivere, ikke mindst. Faktisk nogle store lyrikere. Dog var disse hentet ind på bekostning af stort set hele den store danske sangskat, som fortæller meget om, hvordan vi tidligere levede i Danmark, som beskrev menneskers daglige funktioner, værktøjer og livsførelse i det hele taget, og hvordan vi interagerede med hverandre.

Derfor er der så mange på min alder – Shubidua generationen – som ikke kender de sange og bliver imponeret over én som jeg gør. Jeg gik på privatskole, hvor der var morgensang hver morgen, og hvor vi i klasserne gennemgik teksterne bagefter. Tak til min mor, at hun insisterede på jeg kom på den skole. Det kan jeg da se nu. At min mor ydermere satte LP plader på med alle de store klassiske komponister, siden jeg var ni år, så vi sammen kunne sidde og lytte til dem og tale om instrumenter, opbygningen og tonearter, var yderligere en gave til mig. Som i øvrigt rustede mig til at spille et hav af instrumenter livet igennem og lære noder (både basnøgle og G-nøgle noder). Den slags var helt naturligt i mit hjem.

Der er ingen grund til at gå til yderligheder og ingen behøver at være musikalske for at få de gode gamle danske sange ind med modermælken. Vi forældre bør insistere på, at få genindført morgensang (med tolkning af teksterne, tak) og vi skal tage ansvar i hjemmet, og sætte den form for musik på. Og tale om den. I nogen omfang … Ellers får vi i ny generation vi kan kalde “Dum n base” generationen, som kun kan “På loftet sidder nissen med sin julegrød”.

Uddannelse handler ikke om, hvilke karakter vore børn kommer hjem med. Det er lige meget. Bare de har forstået metodikken, og bare de har den hele (ud)dannelse med sig (kender den danske sangskat, kan høvle, lave mad osv.). Hvis vi kun måler os med alle de andre idioter på deres præmisser (Pisa undersøgelser) og ellers bare sidder med computerkroppe og fylder os med lort – rent ud sagt – så bliver vi også det: Idioter.

Nå, det gider dine børn ikke at høre?  Det der’sns dansk-skat noget. Nå, men så er det jo godt det er dig, som bestemmer i dit hjem. Det er så her du kridter dine nationale mor/far-sko og står fast. Der er i øvrigt noget der hedder vane. At vænne børnene til noget.

Mine børn er vokset op med at lytte til flere timers jazz, dagligt. Jeg ved (!), at når de er flyttet hjemmefra og besøger nogen der lytter til jazz, så vil de blive ramt af “nybagte boller effekten”. De rives på stedet hjem til mor og far og det trygge barndomshjem, i følelsen. Det samme vil ske, ved at afspille den smukke danske sangskat. Og blive ved og ved. Vi har et væld af sange, og det er bare at gå i gang, og i øvrigt vælge musikere og sangere efter smag og behag. Er man ikke til koropstillinger, kan man finde det i jazzede versioner. Ellers som R&B stjernen Isam B’s versionen af “I Danmark er jeg født”.

Se, det er endnu en lille interessant krølle. Isam er ikke født i Danmark. Han er født i Marokko. Han er muslim. Nu bor han i Danmark. Han kommer fra en kultur, hvor man ikke er i tvivl om, hvem man er. Det holdes i hævd i opdragelsen via fortællinger, mad, religion og ikke mindst via sange /  musik. Også når man er migreret. Min kammerat fra Afghanistan kom til Danmark som fem årig, som flygtning. Han og søsteren gik i dansk skole og blev hårdt opdraget af faren til at kunne sit danske, fagligt og kulturmæssigt. Derudover gik de til Afghansk sprogundervisning tre aftner om ugen. De blev tvunget til at kende deres ophav.

I vikingetiden brugte vi skjalde (digtere) og den meget ringe viden vi har om livet fra vikingetiden, kan vi takke skjaldene for. For dengang havde vi ikke for vane at skrive tingene ned. Så det vi ved om vikingetiden er fra arkæologiske udgravninger og sangene.

I middelalderen var vi blevet kristne, og så gik Saxo og forfatteren til Yngre Edda ellers i gang med at skrive ned, om vikingerne. Flere hundrede år efter æraen var slut. Beskrevet af den kristne, hvide hetroseksuelle mand. Tror du der kunne forekomme udeladelser?

Uha, hvad det har haft af betydning for beretningerne. Alene det karaktermord, som er begået på gudinden Freyija. Hun er i dag udelukkende kendt som en frugtbarheds- og kærlighedsgudinde. I virkeligheden var hun først og fremmest krigsgudinde. Magtens gudinde. Hun og Odin delte rent faktisk de døde krigere ligeligt i mellem sig. Så stor var hun! Halvdelen af krigerne kom til Odins sal og den anden halvdel til Freyjas sal.

Det er noget man i folke-erindringen godt ved i Norge og på Island i dag. Derfor har det overlevet hos dem. Men i Danmark ved vi kun det, som den hvide kristne hetroseksuelle mand nedskrev flere hundrede år efter vikingerne ikke længere var. I Norge og på Island ved de bedre. Og hvorfor? Fordi erindringerne om guderne – herunder Freyja – har overlevet. I sange. I fortællinger. Det har overlevet middelalderens fordrejninger og forvanskninger. Og hvis du undrer dig over jeg slet ikke nævner Sverige, så har du allerede svaret.

Dette karaktermord kender vi i øvrigt også fra Maria Magdalene, som var ypperstepræstinde og Jesu lige. Et karaktermord af rang, begået af selvsamme kirke. Som jeg har meldt mig ud af og ikke vil vide noget af. Magdalena blev af den kristne kirke gjort til luder. Fordi ét af de seks-otte forskellige betydninger for månepræstinde / ypperstepræstinde på aramæisk er “skøge”. Men ikke skøge som i luder. Skøge som i “indviet”. Indviet som Jesus selv var. En lang videnskabelig og spirituel uddannelse. Det ved den, som har ører og kan høre og har øjne og kan se, og som taler aramæisk. Ikke latin.

Kan vi mon efterhånden godt se fidusen i, at kende vores ophav og sørge for at få det leveret videre? Det kan kun overleve via folket, via sange og fortællinger. Og naturligvis via Akasha. Men det kræver et større arbejde og mere øvelse, at tilgå viden herfra. I sær fordi der ofte følger meget lort i støvfanget med. Måske vi skulle sætte hårdere ind på at lære børnene noget om deres historiske, kulturelle og hedenske ophav i Danmark. Hvor bedre end i sangene? Lærer vi dem, husker vi dem, og derved overlever historien.

Vi tror det er federe at kigge på alle de andre derude, og vil være som dem. Vi bliver kun de fedeste udgaver af os selv, når vi er os selv, og det kræver vi ved, hvem vi er.

Tilbage til vores lille Marokko-ven. Isam bor i Danmark og har gjort det siden han var lille. Han føler sig 100 % dansk og kender derfor værdien i mange af de gamle danske sange. Ved at synge sin version af “I Danmark er jeg født” er det så stærkt et signal, som vi danskere ikke engang kan gennemskue værdien af, fordi vi ikke selv gør det. Vi kan ganske enkelt ikke genkende den ærbødighed, som ligger i den handling, og synes egentlig bare han er meget fed, at lave en cool udgave af nummeret. Måske er han også ok fed, fordi han jo så viser, at han gerne vil os – agtigt. Ih guder, hvor er vi forarmede på den front. Isam gør bare det, vi alle burde gøre. Han ved, hvor sindssygt vigtigt det her er. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hjemme i stuen på Frederiksberg, hvor Isam og familien bor, så bliver der ikke kun flittigt læst og sunget vers fra Koranen. Der bliver sunget sange fra den gode gamle danske sangskat.

Vi kan bryde vores nuværende identitetsafvikling ved at:

1) Forlange morgensangen tilbage i skolen

2) Insistere den danske sangskat ind i hjertet af hjemmet (mor og far ! – ansvaret for den danske sangskats genindførelse af først og fremmest mors og fars ansvar)