Grænseoverskridende
Træder indover
og træder vande.
Træder på andre,
på sig selv
træder over grænser
– i andre lande.
Omridset af kortet er slidt,
røget og mangler hist og her.
Jeg ved ikke om det ligner Grønland,
eller mere minder om USA.
Grænseoverskridende
horisontudvidenede,
pissehamrende medlidende
med de bedrevidende.
Må jeg få en dealer for en daler?
Vil du ha en teaser af en taler?
I lande er der love,
i Danmark hedder de Jantelove.
Det er dem, der forbyder en masse (i det skjulte)
– eller dem som forbyder det skjulte (en masse).
Jante kan ikke lide dem,
som er nyforelskede eller nykneppede
– eller er glade for deres job.
Eller har en go krop.
Kom Maj du søde milde,
gør landet atter skønt.
Foråret er de unges fest,
ynglingens smil er størst.
Jeg elsker ældre mænd.
De grå hår og rynkerne.
Der er noget hemskt sexet ved alder,
der kilder i kusse og balder.
Hallo hallo du gæve Mø,
din ungpigelatter gør godt.
En ‘cykelpige’ vi kaldte dig,
i 40’ernes hutteli-hot.
Grænser er noget vi bevæger os over,
uden dem – ingen naboer.
Naboer er noget vi bevæger os udenom,
uden dem – ingen grænser.
Grænser er streger,
der viser hvem ejer
– retten eller hensigten
viljen eller møgpligten.
Bevis
Bevares
Vederfares
Giv agt!
Til højre ret!
Se lige ud!
Se, der går en brud.
Hun er fra den anden side af grænsen.
Hun er så trist, at hun danser med trancen.
Åh, en svensker vi finder til venstre.
Ser vi dog ned, er der en ged.
Stikdåsen over mig smiler.
Har du nogensinde tænkt på det?
Stikdåser har øjne og smil.
I hvert fald dem i Danmark.

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv en kommentar