Vinni Gren Bonde

Jeg stod for en times tid siden med Clara og Kurt i hver hånd på fortorvet i Kirke Hyllinge. Vi ventede på der ikke var biler, så vi kunne krydse vejen og gå i Fakta. Børnene er hhv. 7 og 9 og stod pænt med mig og ventede på fri bane.

På modsatte side stod en flok 7.-8. klasses elever – formegentlig fra den skole der lå lige bag os. En billist sænkede farten fordi de unge mennesker ikke var helt tydelige i deres kropssprog – hvorvidt de var på vej over vejen eller ej. Klogt af denne billist. Lidt efter stak den unge mandlige billist hovedet ud af vinduet og råbte til mig (som stadig stod pænt og stille på modsatte side af vejen i forhold til de unge): “Se så at få styr på dine unger !”.

Den unge fyr antog tydeligvis, at flokken af de unge mennesker var “mine”.  Til trods for de var en helt anden aldersgruppe end mine egne to. Måske tænkte han (på ét sekund?) at jeg måtte være lærer pga skolen bag min ryg – og at de unge var mit ansvar. Men jeg er ikke lærer og kendte ikke de unge på modsatte side af vejen. Jeg ved ikke, hvad denne unge mand i virkeligheden tænkte, og jeg tror faktisk ikke han tænkte overhovedet.  Han var bare vred, og nu gik det ud over mig, fordi jeg lige var dér – hvor han var.

Jeg svarede ham naturligvis ikke. For pist væk var han jo, og han havde fået afleveret sit lort. At svare en vred er omsonst. Det avler ofte blot mere vrede. Næppe en undskyldning som ellers ville være helt på sin plads. At råbe af en 45 årig fremmed kvinde på gaden (i øvrigt her i et lille lokalsamfund) er intet mindre snot uintelligent. For han møder mig måske senere i Fakta eller måske starter hans søn på mine børns skole i næste uge.

For få dage siden oplevede Morten noget langt mere grotesk, som jeg langt mindre kan forstå meningen med.

En billist havde lagt sig i den forkerte vejbane, hvorfor Morten valgte at holde tilbage og gøre tegn til at han kunne køre ind foran. Det gjorde han. Lidt længere fremme (faktisk lige efter), kom bilisten uheldigvis endnu engang til at lægge sig i den forkerte vognbane. Morten gentog succesen fra før og hjalp staklen. Den slags kan jo ske. Hvis han ikke er stedkendt, kan det svært at overskue, hvornår en vognbane bliver til en højresvingsbane osv..

Da Morten lidt længere fremme kom op på siden af ham, ville han vinke og smile til ham, for ligesom at anerkende at det er helt OK det hele. At han på ingen vis var irriteret over billistens kørsel. Han nåede dog ingen af delene. Helt paf opdager Morten, at føromtalte billist kigger på ham, ryster på hovedet, rynker pande og holder pegefingeren ved tindingen, som i et “er du da fuldkommen blank i kysen makker”.

What !?!?!? Mortens storsind og venlighed blev ikke alene latterliggjort, men respektløst rystet på hoved af. Ja, der lå nærmest en trussel i billistens adfærd. Morten var temmelig chokeret. Det gav jo absolut ingen mening.

Jeg har nævnt det før: Den er helt gal fat i Danmark med aggressive billister. Oftest hvide vrede unge mænd.

Der er langt mellem tolerancerne. Hvis man vinker, får man fingeren. Holder man tilbage, nærmest trues man bagefter. Står man det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, bliver man pludselig ansvarlig for seks-otte personer på den modsatte side af vejen og bliver råbt rigtig grimt ad, af en snot-hvalp der kunne være ens søn.

Det er endnu bare et tegn på, at der er noget helt galt i vores samfund. Og det er ikke “samfundets skyld”. Der er ligesom ikke rigtig nogen, der tager ansvar længere…

Mange har så travlt med, hvad andre gør og ikke gør. Der dømmes og peges fingre, råbes og overhales med 140 i timen, hvor man må køre 70. Og kører man (kun) det man må, dyttes der. Ve den, som vover at sænke farten i et højresving, så vedkommende bagi skal træde på bremsen. Uha. Jeg kører ofte 60, hvor jeg må køre 80. For jeg gider ikke at ræse. Der går ikke mange dage i mellem at jeg i bagspejlet ser mænd sidde og ryste på hovedet af min rolige kørsel. Det er slet ikke længere acceptabelt at køre roligt. Man er jo i vejen.

Jeg elsker tyskerne. De kører så godt og tolerant. Er der tilkørsel, trækker de ud i midtersporet, så de nyankomne kan flette ind, uden at sætte livet på spil og få fingeren. De kigger længere frem, og tænker længere frem. I Danmark er det re-aktivt. Ja ikke engang, det er reaktion på en indre forestilling. Reptilhjernen er den egentlige fører.

Rundt om i verden er vi Skandinavere kendt som værende højt udviklede. Det kan jeg til tider have svært ved at se. Vi kører råddent og aggressivt, giver finger og råber, fylder os med psykofarmaka og uddelegerer flere diagnoser end julegaver og æder mad med gift på. Institutioner og skoler i provinsen lukkes og reelle børne-fabrikker i storbyerne skal huse vores børn.

Jeg elsker italienerne. De kører alt andet en aggressivt (skrøne! – det er danskerne der gør det). De smiler, holder tilbage, vinker og viser hvad de vil med ansigt og hænder og finder ud af det. “Vi har ikke så travlt” er mentaliteten.

Efterhånden synes jeg det er ubehageligt at færdes i trafikken i Danmark.

Det er rent ud sagt kørt af sporet.

Mindre vrede
– mere tolerance, tak

Mindre snævertsynethed
– mere overbærenhed

Færre krige
– flere fredselskende

Mindre lukkethed
– mere rummelighed