Vinni Gren Bonde

Nu rejser hun sig
vidst nok
lige om lidt.

Jeg ser konturen af dig
på køkkenskabene.
Hvor er du i grunden smuk,
særligt når jeg ser dig i 2. led.

Københavns våde brosten
afspejler sider af dig
du ikke viser
– med vilje.

Ved ikke, hvad der sladrer mest
furerne i køkkenbordet
eller ansigtet.
Duften af sød fisse, er som frisk hindbær for ganen.

Må himlen åbne sig
og dine forfædre hente dig i karet
som i de gamle good-feeling film,
hvor tårerne er aftenens kage.

Nede for enden af vejen,
i svinget
boede en gammel dame.
Nu er hun død.

Jeg mødte hende kun én gang,
smilene gik jeg hende i møde
i håb om, at hun kunne lide mig.
For er det ikke det vi alle ønsker?

Måske vi alle kan mødes nøgne
i sjælelig forstand
og se
ikke bare kigge.
Elske
ikke blot acceptere.

Den gamle dame i svinget smilede tilbage til mig.
Jeg havde lyst til at løbe hende i møde
og forære hende mine øjne
og mine år.

Der er noget særligt over gamle mennesker
– som gamle ure.
Klokken 10:30 er mit yndlingstidspunkt på dagen.
Formen af dette klokkeslæt har visuel betydning – hos mig.

Jeg ved ikke hvorfor.
Der er så uendeligt meget
jeg ‘ved ikke hvorfor’,
jeg ved bare – at.

Jo ældre jeg bliver
desto mere ser jeg.
Konturerne er tydeligere
som dem på køkkenskabene.

Striberne på mine forældres væg
minder mig svensk skærgårds-tapet.
Smerten i øjnene
om u-erkendt længsel.

Den måde træets årer viser sig,
er mig endnu en gåde.
Som bølger i hav …
Jeg savner Bornholm – så mine lunger skriger!

På plankeværket hænger jeg
mig
og dingler med fødderne
bare
i sjov
og slipper hænderne lidt
efter
og griner.

Min indre mand jager
min ydre femme fatale
leger
helt
og aldeles
og smiler til yndlingen
mærker blødningen
og visdom rejse
i håndfladens linjer

Jeg sætter håndfladerne for øjnene,
for bedre at kunne se.
Mellem benene – lige under Venus bjerget
fremtræder en omvendt Dronningekrone.

Ud mellem fingrene fosser sandtsten
fra Neksø
– og ad Krøblingestien
kommer gående den healede Troldkvinde.