Hus i Piemonte? – Nej tak!
Ofte bliver jeg spurgt, om vi har hus i Piemonte. Nej, det har vi ikke! For det vil vi ikke have. Og det overrasker åbenbart mange, når vi giver dem dette svar.
De seneste 10 år har Morten og jeg rejst i Piemonte, flere gange årligt. Vi har været her minimum 35 gange indtil videre. Vi er vilde med Piemonte, og Piemonte er relativt stort.
Vi har overvejet at købe en gammel ruin og få den istandsat efter alle kunstens regler – af piemontesiske håndværkere – hvilket reglerne foreskriver i området. Derfor har vi besøgt flere danskere i Piemonte, for at se deres huse og ikke mindst høre deres historie. Og det har faktisk fraholdt os fra at have hus hernede.
Der er ingen tvivl om, at de pågældende mennesker nyder at have hus her. Og for mange, er det helt sikkert den rigtige løsning. For os er det dog ikke tilfældet. For vi vil ikke eje, vi vil bare nyde, være frie og være forskellige steder – hver gang.
Hvis vi har hus hernede kan vi jo ikke længere komme her på vingården, hvor vinbønderne er blevet vore venner. Vi ville ikke længere kunne bo hos Lucca, i villaen i Prunetto, lejligheden i Alba, herskabslejligheden i Nizza eller vinbonden i Treiso. Så ville vi gå glip af det. Så skulle vi bo for os selv. Og knokle med hus og have, hver gang vi kom herned. Og være tvunget til at være samme sted, hver gang. Og så gå glip af så meget!
Som det er nu, bor vi jo forskellige steder fra gang til gang, i hele Piemonte. Og det er sådan vi foretrækker det. For det er forskelligt, hvad vi har lyst til – alt efter sæson. Er det vinter, er Nizza eller Alba klart at foretrække. Er det sommer/forår/tidligt efterår, er det ude i vinmarkerne vi nyder at være.
I øvrigt kan man immervæk holde meget ferie i Piemonte, for det som det koster at have sit eget hus hernede. Arbejdsfrit, vedligeholdelsesfrit – bare ren ferie … Slappe af og ud at spise frokost, hver dag! Jow tak.
Foto: Rebecca i Alba 13-04-19

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv en kommentar