En anderledes date
Min kære blomster-søn på 22 år mødte sin 65 årige bibliotekar fra sit HF studie (han læser nu på uni), på en bytur. Han undrede sig lidt over, at hun var i byen alene, klokken 2 om morgenen – og valgte derfor at gå over at hilse på hende.
Det viste sig, ved en lille sludder han fik med hende, at det havde hun heller ikke været. Hun var på en date tidligere på aftenen, til salsa, og daten mente hun dansede virkelig dårligt og forlod hende på dansegulvet. Så gik hun alene i byen og fik en øl. To. Tre, …, …. .
Det syntes min blomster-søn var lige stridt nok og fortalte, at han faktisk kunne danse salsa (hvilket sandt er) og således lavede han straks en aftale med bibliotekaren om, at mødes til salsa ugen efter.
Han dukkede op på salsa-gulvet som aftalt, i passende outfit og vandkæmmet hår. Bibliotekaren udeblev! Han blev noget lang i næbet.
Dog kunne han konstatere, at en gammel bøde fra studie-biblioteket – for en bog han ikke havde afleveret – for måneder siden, pludseligt var bortfaldet.
Det var jo en anderledes date, og jeg synes det er en herlig historie.
(NB: Jeg har fået lov at skrive om det ….. ).

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv en kommentar