Vinni Gren Bonde

Livet smyger sig om mig som organza.
Den gule sofa er den mest indbydende.
Over dørtrinet han træder, mens han ringer på.
Altid er noget på vej ind, før det bemærkes.

Skulle jeg tegne alle skygger
– og spejlinger,
ville det være svært at gennemskue,
hvad der er mig og hvad der er dig.

Når det indre triste hulrum giver resonans,
er det der, vi kan vikle os ud.
Livet er gabet mellem to portaler
– alt det der mellem noderne.

I dag vil jeg være en blomst.