Vinni Gren Bonde

To af verdens allerdygtigste jazz-saxofonister er nordmænd begge to. Trygve Seim og Jan Garbarek.

Siden jeg var omkring 13 år har jeg lyttet til jazz – fra mit 16. år intenst, på daglig basis. Jan Garbarek stødte jeg på, fordi han spillede med Keith Jarret, som jeg i en tidlig alder var stor fan af, og har fulgt livet igennem.

Jan kan noget særligt på saxofon, og jeg vil vove den påstand, at jeg til hver en tid kan høre det er ham, indenfor de første 3-4 sekunder. Hans klang er ikke blot i særklasse, men helt sin egen. Han har sit eget klang-aftryk, som tommelfingeren har sit.

Nu har jeg opdaget Trygve. Jeg hørte ham, uden at vide, hvem det var. Straks vidste jeg, at her har vi med en kunstner og fortolker at gøre, som er en sjældenhed. Jeg blev forelsket på stedet, slog ham op og fandt ud af, at også han er nordmand.

Oftest bliver jeg meget træt i øret af messinginstrumenter, i jazz. De to herrer her kan alligevel få en fløjls-blød nuggat-lyd frem – på magisk vis.

Her spiller Trygve “Ciaccona per Embrik”. Den emmer af søndags-morgenbrød fra bageren serveret på gul dug, duft af frikbrygget kaffe og solstråle ind af det små-sprossede køkkenvindue. Tak Trygve. Du bidrager til en bedre verden.