Vinni Gren Bonde

Her til morgen læste jeg et skønt skriv af Claus Herskind Houlberg (esoterisk astrolog). Det handler om, hvordan den indre verden for mange fylder mere end den ydre, lige i øjeblikket. Og det var én lang beskrivelse, af den rejse Morten og jeg har været på de seneste – tja – 10 års tid. Nu mere end nogensinde.

Vi siger ofte “det gider jeg ikke”. Det handler ikke om dovenskab. Det handler om, hvor vi ønsker at lyse vor opmærksomhed.

Alle er på en rejse, og ingen kan pege fingre af andres GPS, hvad end de vælger at følge den ydre sattelitstyrede eller den indre. Sidstnævnte, som kræver at der slukkes for den ydre. Fordi det er umuligt at finde signal til den indre GPS, så længe vi styres af den ydre.

Tempoet i den ydre verden er mere intens og vanvittig end nogensinde. At træde udenfor døren kan være en oplevelse af at træde ind i en fed æter af illusioner, manipulationer, angst for at trække vejret, frihedsberøvende restriktioner og alskens tillokkende bedøvelsesmidler for at få os til at acceptere før nævnte.

At sidde bag gardinet og stille betragte det, er for mange det rette sted at være for tiden. En følelse af, at éns tid endnu ikke er kommet. Tid til at vente, og til at lade den stille regn gøre sit.

Den indre rejse gør ikke meget væsen af sig og kan udefra syne kedelig og som om man er gået helt i stå. For det er, hvad vi har lært af den ydre verden. At vi skal holde os i gang. Være effektive. Ytre vor meninger, om alt der ikke rager os.

Den indre rejse trækker sig – modsat dette – tilbage. Og for den, som er på denne rejse, er den alt andet end kedelig og stillestående. Den er transformation. Sommerfuglelarven pubber jo heller ikke, mens den okser rundt i vildskab. Ændringen sker i stilheden.

God rejse.