Jeg savner duften af kram
Jeg savner at kramme,
det gør vi slet ikke mere.
På et tidspunkt syntes jeg kram tog overhånd
– nu savner jeg det mere end noget andet.
Sad og så billeder af vor fantastiske Pernille Harder,
som scorede mål og krammede holdspillere.
Svedige, lugtende, begejstrede kram
– og jeg fik tårer i øjnene.
Jeg savner at mærke andre,
livet
mennesker
sanser.
Sved
parfume
tandpasta
frisk vinterluft.
Lyden af en bus.
Våd hund
rygerhår
alt for stramme kram
alt for længe kram
kram i al almindelighed
kram der krammer
krammer mod krammer
krams med krams på
hjerte mod hjerte
mave mod mave
lige længe nok til,
at skuldre sænkes og ånden letter
jeg savner kram
jeg længes efter ægte kram
jeg er ægte efter lange kram.
Min sjæl skriger efter kram
kram, der higer efter sjæl,
som forbinder sig til andres sjæl
– det sker bare alt for sjæl(d)en(t).
Vi er ét.
Når vi skilles ad
bliver vi syge.
Ikke omvendt.

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv en kommentar