De to største ting vi kan sige
De to største ting vi kan sige til et andet menneske er: “Jeg elsker dig” og “Gud velsigne dig”. Den høje vibration et menneske aktiverer ved dette, giver ekko i Universet og vil påvirke os på et dybt energimæssigt plan. Både hos afsenderen af budskabet såvel som modtageren.
Vi kan tilmed sige det til alle former for væsner og liv. Træer, hunde, rumvæsner og grøftekantsblomster.
Dette fungerer ikke uden det gror fra en bund af ægte hensigt. Hvis det menes halvhjertet er det bare ord, som tomt hænger i luften og falder til jorden ved næste skridt.
Nogle mennesker kører et mønster – en form for offer-rolle – hvor de siger ting som “må Gud velsigne dig”, “jeg vil bede for dig” eller “jeg elsker dig”, til dem som de mener har forvoldt dem ondt. Sikkert i et ønske og håb om, at det så vil betyde noget godt i den anden ende for dem selv, såvel som for forholdet mellem dem og de andre. Sådan fungerer Universets love bare ikke.
Ord er former, som kan holde energi eller det modsatte: Ren luft! I sidstnævnte tilfælde er ordene ikke længere et budskab men en hul sætning. Og det kan afstedkomme mere skade end gavn, fordi det simpelthen er utroværdigt. Energierne kan ikke arbejde i det. I sådan et tilfælde er det et helt andet arbejde som bør foretages, før vedkommende kan se sig i stand til at sende de højt vibrerende meddelelser afsted.
Når der er tale om en sand og hjertefyldt udmelding, er der hul igennem til de høje sale – og englene danser i fryd og bader os i Guds lys.
Hvis vi nu bytter ordet Gud ud med Universets Skaber, Altet, Enhedsplanet, Den Højeste Intelligens, Himmelske Ophav eller (som Gud / Allaha kan oversættes fra aramæisk) Mit Inderste Selv, giver det måske mere mening for mange. Vi må hver især finde vores sande ord for denne skabende kraft.

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv en kommentar