Vinni Gren Bonde

Jeg kendte engang en fyr, der hed Per. Han var ikke særlig høj, så alle kaldte ham Lille Per. Hans kæreste hed Puk. Hun var noget af det sødeste man kunne forestille sig, men hun var meget tyk så alle kaldte hende Puk Maxi.

Lille Per og Puk Maxi gik til zumba om tirsdagen, tæt på Hvidovre centeret. Efter de store anstrengelser skulle det gøre godt med et velfortjent mellemmåltid, mest for at passe på blodsukkeret. De delte derfor en stor bakke pomfrit og drak et glas orangeade. Når de var færdige flettede de fingre og gik sammen hjem for at løse sudoku og tjekke dagens Lotto Tal.

Lille Per sad i køkkenet ved bordet med den kobolt-blå voksdug og tjekkede tallene. Puk Maxi sad i den bløde brune fløjlssofa inde i stuen, der – udover Puk – husede en række orange pyntepuder med broderede motiver af heste og landsbykirker. Hér løste hun sine talgåder alt imens hun lyttede til P3 fra radioen i den brune reol.

Alt åndede fred. Alt var som det plejede at være, og derfor var alt godt.

Nu tænker du måske, at Per og Puk var et ældre ægtepar, men det var de slet ikke. De var i begyndelsen af 30erne, og historien du nu bliver ledt igennem, foregik for 20 år siden. Lille Per og Puk Maxi var blot lidt anderledes (end de fleste – heldigvis, hvor dejligt), matchede hinanden storartet og havde mødt hinanden fire-frem år forinden i en tennisklub. Ikke fordi de spillede tennis, men fordi Per stod og langede kradsere og Faxe Kondi over disken i hallens kantine og Puk gjorde rent i hallen efter lukketid. Hun kørte rundt på den der store fejemaskine, mens hun havde høretelefoner på og sang MEGET HØJT med på Donna Summer.

En aften, da Per havde lukket og slukket, opdagede han Puk for første gang. Dér sad hun i den store fejemaskine, i sine lyserøde joggingbukser og moonboots og sang ad helvede til. Per faldt pladask for hende! Da hun opdagede ham blev hun flov. Men Pers brede væg-til-væg smil var ikke til at tage fejl af. Hun smilede retur og næste dag var de på deres første date sammen, på tyrkisk restaurant, for her var der spis-alt-hvad-du-ikke-kan buffet og underholdning med mavedans. Det var mig der var mavedanseren.

Herefter tog det fart. Nu boede Per og Puk i en 2v’er i Hvidovre med affaldsskakt og delekælder. De havde ingen børn at være fælles om, derimod var de fælles om et fastforrentet realkreditlån. Det gav vel også en form for vi-følelse. Udover zumba gik de til brætspil på biblioteket hver torsdag. De arbejdede stadig i tennishallen, og deltog i den årlige julefrokost hos Verna og Bente. Hallens forpagter og hans bogholder-viv.

Hvor vil jeg hen med denne historie? Jo, såmænd. Jeg vil med denne historie vise, at det aldrig er for sent at opleve mavedans.

Ho ho ho ……