Forventninger og afkrævning af forklaring
Forventninger og afkrævning af forklaring (for at forstå) er to relationsdræbende mekanismer. Begge dele bygger på manglende indlevelsesevne.
Forventninger, i sær de usagte af slagsen – altså dem, hvor du selv skal gætte, hvad jeg forventer af dig – er psykologisk krigsførelse. Passiv aggressivitet, som har til formål at give dig ondt i maven, så du ændrer adfærd til min fordel.
Du ser prinsesse-surmulen og skuffelsen malet i mit ansigt, fordi du ikke levede op til mine forventninger af dig. Af, hvad du er til mig og hvordan du skal hjælpe mig og udfylde mine behov. For mine forventninger er kun rimelige, også selvom vi ikke har talt om dem og du ikke har godkendt dem.
Dette udøves af tyranner, sociopater eller bare umodne mennesker med overdreven selv-fokus.
Afkrævning af forklaring for at forstå dine bevæggrunde og værdier, for herefter at vurdere om din forklaring holder vand! Om den er god nok (til mig). Om den kan accepteres.
Hvorfor kom du ikke til min datters konfirmation, vi er jo familie!? Jeg forstår det ikke. Det var rigtig tarveligt. Hvorfor hvorfor hvorfor, jeg vil vide det! Skyldes det dit, skyldes det dut skyldes det dat?
Hvis ikke der kommer en forklaring – som jeg vel at mærke kan forstå – så opfinder jeg bare en selv! En, som passer lige ind i mit kram og mit verdensbillede.
Nåh, du kom ikke fordi du slet ikke går til konfirmationer eller fester, overhovedet. Ikke bare hos os, men hos alle? Jamen, det kan jeg ikke forstå. Det skal man da! Altså holder forklaringen ikke. Nu er jeg sur!
Kombinationen af disse to mekanismer er en giftig cocktail og dømt til at gå galt. Og det er faktisk så let at undgå. Det kræver bare lidt indlevelsesevne og at se ud over egen næsetip, foruden at bryde de sygelige konventioner for rigtigt og forkert.

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv en kommentar