Vinni Gren Bonde

Jeg savner København!
Misforstå mig ikke,
jeg elsker at bo på landet
og er ikke på vej retur til byen.
Men jeg elsker hovedstaden,
og alt dens væsen.
Jeg savner at bade i byens sind.

Jeg længes efter Københavns identitet,
dens råhed.
Duften af våd asfalt,
lyden af accelerende busser
varmen fra muren i eftermiddagssolen
tyggegummipletterne på de grå firkantede fortorvsfliser
cigarretskoderne og smagen af bilos.

I København holder man sig sulten,
man er på mærkerne.

Mange jyder siger københavnere er bedrevidende og snobbede.
Det kan jeg slet ikke genkende.
Kører man forkert i et kryds og vinker undskyldende,
vinker de igen og smiler overbærende.
I Hornsherred får man fingeren!
I København får jeg komplimenter på gaden for min påklædning,
i Ringsted får jeg skulende blikke.
Dem i Ringsted er ganske søde,
de har bare ikke Københavns frejdige natur.

Vi kendte faktisk hinanden i opgangen,
vi sludrede og hilste
men rendte ikke hinanden på dørene.
Vi var ikke “noget for hinanden”.
Men vi var noget for helheden,
i gården
i andelsforeningen,
vi lånte sukker og fede fiduser.

Jeg købte på klods hos Hussein,
fordi jeg lige havde glemt pungen.
– Du betaler bare næste gang, ingen problemer.
Jeg gemte mig hos Hussein,
da jeg opdagede en mand følge efter mig.
Hussein min trofaste kiosk-ejer,
som kendte alle i gaden
og løb ud og så stalkeren gå sin vej.
Tænk, hvis jeg boede i Rødovre no-where,
så ville jeg måske ikke ha’ en Hussein lige ved hånden.

Jeg købte bøffer hos den islamiske slagter i Istedgade.
Vi delte gård.
De kunne høre, når jeg lyttede til Oum Kalthoum
og vinkede op til mig i det åbne køkkenvindue.

Jeg elsker min Allinde,
roen, lyset og naturen.
Men København har noget ingen andre har,
hun er min elskede savnede veninde!
Hun er kæk – hun er fræk,
koloristisk og humoristisk,
klog og modig
rummelig og aforistisk.
Det var med hende jeg udvidede min horisont,
mit menneskesyn
mit perifere syn
og bare brugte ALT for mange gryn…

København var min legeplads,
min opdragelsesanstalt
– mit spejl af mig selv.
Jeg lærte København at kende,
og derved lærte jeg mig selv at kende.
Vores forhold udviklede sig
i takt med byens rytme.

Jeg mindes byens hjerteslag.
Hverdagsmorgener med fælles puls.
Vækkeur, overbo trækker ud, nabo hører radio.
Morgenkåbe på og ned i kælderen at bade.

Jeg husker stadens tugt.
Fuldebøtternes sandheds tale
og de unges scor og flugt.
Organisten i Vor Frue som spillede Himlen ned til mig.
En lang bytur, som endte med kanalrundfart og dåb i Frelser Kirke.

Kjolepusherne i Pisserenden
Vester Vov Vov og Barbar Bar
Happy Hour og last minute.
Jazzhouse og Kongens Have.

Intellektuelle slanke fyre på cykel,
i underspillede mørke jeans og blazer.
På vej fra ministeriet til Industriens Hus,
retter på håret og de runde jøde-briller.

Beskidte stilladsarbejderes piften og råben,
tatoverede og solbrændte kroppe.
Brede sjofle grin og kommentar,
og et ukueligt humør uanset vejr.

Venner og veninder
bøsser og bøsinder
transer og kolleger
jeg har festet med dem alle.
Café Sommersted når Pinden lukkede
Café Intime og synge med de dukkede
Lille Vega
Store Vega
Istedgades bedste bodega
koncerter i Forum, KB og Parken
Rollerblates rundt om søerne
Mavedans på Gasværksvej og Nørrebro
Disko på The Dukes
og en shawarma på hjemturen
på cykel
i nogenlunde tilstand
måske man lige skulle tisse mellem to biler.

København min elskede stad.
Du har ingenlunde ændret dig
– forandringen er min alene.