Vinni Gren Bonde

Jeg havde engang en kæreste, der fortalte mig noget sjovt.

Da han var barn troede han i flere år, at alle andre mennesker var statister i hans liv, at han havde hovedrollen, og at hans familie, venner og fremmede på gaden var statister eller NPC (non-playing character) i hans liv.

Han troede sågar at busserne flagede fordi han havde fødselsdag, og ikke fordi det var Danmarks befrielsesdag. Det grinede vi meget af, og jeg tror det er helt normalt for børn at opleve.

Børn opdager på et tidspunkt, at andre mennesker ikke er NPCere i deres liv. Det er nok en erkendelsesproces, der gradvist indtræffer hos barnet. Det er straks værre for de voksne, der endnu ikke har erkendt det, og som stadig render rundt og ter sig som om, at andre blot er NPCere i deres lorteliv.

I dag sagde min 12 årige søn til mig, at det er så random når små børn tror de har en slags hovedrolle og alle andre bare er en slags fyld. Da jeg spurgte om han mente en slags NPC sagde han: Ja, lige netop! Det grinede vi af og jeg sagde det var helt naturligt for mindre børn, og fortalte om min ekskærestes oplevelse som barn.

Så talte vi lidt om, at vi hver i sær jo faktisk er hovedrolleindehaveren, i vores eget liv, og må tage ansvar for os selv og det liv vi ønsker at leve, og at vi gerne må undlade at agere NPC i andres liv.