Vinni Gren Bonde

Jeg tror vi er mange, som kan være enige om, at en respektfuld samtale mellem to mennesker består i, at den ene lytter og den anden taler. På skift. Uden at afbryde hinanden.

En version 2.0 af denne respektfulde samtale kunne bestå i, at lytteren bliver ved at tie og lytte, når fortælleren har sat punktum. For det tilfælde, at der skulle komme noget mere. Og for at lade det talte synke lidt ind, inden en reaktion brager frem. Måske kører fortællerens øjnene ligefrem op, der tænkes og ledes efter ord, som kan forme det vedkommende ønsker at sige, at afslutte med, at fuldføre med.

Det ‘at have ordet’, består ikke blot i at jappe en masse af i en fart, for så at give pinden videre til modparten, som om taletiden så er brugt op. Nej, det består i at have ro til at fortælle og forklare sig – uden at være stresset og uden at være bange for at blive afbrudt. En naturlig tænke- og/ eller vejrtrækningspause er en del af ‘at have ordet’. Tavsheden, der opstår, er en del af kommunikationen. Den er vigtigt – ja, måske ligefrem magisk.

Hvor ville vi være, om vi i langt højere grad kunne praktisere dette? Hvor succesfuld ville mødet med kunder blive, hvis vi kunne gennemføre en respektfuld samtale 2.0?

Hvor overskudsagtigt ville det være, at mødes med familiemedlemmer, og sidde omkring kaffebordet og samtale på den måde? Ingen har travlt med at afbryde for at virke bedrevidende, ingen fejes af, alle høres og ses. Respekteres. Alle kommer til orde og kan fortælle om noget, som ligger dem på sinde. Uanset, om andre forstår det eller ej.

Farmor interesserer sig måske overhovedet ikke for mig og min danse-passion, men nu handler det ikke om farmor, det handler om mig. Derfor kan jeg nu få ordet og tale om min dans. Så må hun lukke ægget i mens.

Kunne mange familiekonflikter ligefrem undgås?

Hvad er det egentlig vi lærer vore børn, når vi i ét væk afbryder i samtaler? At vi har travlt? For travlt til at lytte på dem til ende? At vi ikke tager dem seriøst? At det de siger ikke er godt nok og skal brydes?

Jeg ærgres sådan, når jeg afbryder en anden og mærker, at jeg nu har ødelagt noget (måske) dyrebart, som var på vej, fordi jeg åbenbart havde behov for at komme videre i hast, og vise at jeg havde forstået eller (endnu værre) vidste bedre og (endnu meget værre) havde travlt med at oplyse dette. Det er en primitiv måde at føre en samtale på. Ved min afbrydelse viser jeg, at jeg ikke respekterer den anden.

Når vi afbryder hinanden, så respekterer vi ikke hinanden. Tænk lidt over det.

Selv er jeg en introvert type, som bliver stresset af at blive afbrudt og hyles ud af den og mister tråden i det jeg var ved at sige. Jeg bør derfor være den første til at respektere en fortæller og holde bøtte.

Det allerværste jeg ved er, når en fortæller bliver afbrudt og (naturligvis) bliver så indigneret, at hun insisterer på at fuldføre det hun er i færd med at sige, alt imens afbryderen fortsætter sin snak henover fortælleren, så der kører simultan-snak. Der kører simpelthen to samtaler på én gang, i munden på hinanden, og ingen hører hvad den anden siger. Det er snik-snak og det er bare støj.

Det er simpelthen primat-stadie. Nogle mennesker har tendens til at kommunikere sådan.

For nylig var jeg i et forældremøde, hvor to kvinder afbrød hinanden – gentagende gange – og simultan-snik-snakkede over hinanden, så ingen tilstedeværende kunne høre, hvad der rent faktisk blev sagt, af hverken den ene eller den anden. De havde ingen problemer med det, og det virkede til at det var den måde de bare var vant til at tale på. Deres behov for at sige noget var tydeligvis større end behovet for rent faktisk at blive hørt – og at høre den anden. Jeg overvejede, om det er en tendens i tiden?

Det er i hvert fald grotesk!

Jeg glæder mig til at kunne mestre den respektfulde samtale 2.0. Virkelig mestre den! Ikke kun delvist, nej helt fra start til slut. I den tid vi er sammen. På et plan, så både den anden og jeg føler vi er vokset. Vi har ‘talt’ hinanden større. Vi er blevet klogere. Vi har lyst på hinanden og ser begge skarpere.

Måske er det hele meningen med en samtale?