One Ring to Rule Them All – og du er ‘The Ruler’
Vi bevæger os i ringe / i cirkler, hvor der er bestemte måder at være på, uskrevne regler og krav.
På job er der visse uskrevne regler, man typisk først opdager et stykke inde i ansættelsen. Ex:
1) Man giver 100 kr når der samles ind til fødselsdage, jubilæum, afskedsreception, barn fødsel mm.
2) Man skriftes til at tage morgenbrød med fra bageren om fredagen, og der skal være basser.
3) Man går ud og drikker fyraftensbajer hver fredag.
4) Man giver is inden man går på ferie, til hele afdelingen – derudover kage hver tirsdag på skift.
5) Man afbryder hinanden til afdelingsmøderne, for der er ingen ordstyrer, og det handler om at FÅ ret.
I vennekredsen er der ligeledes ikke-udtalte kontrakter. Ex:
1) Man inviterer altid til fest, når man har fødselsdag og sender en ønskeliste ud med invitationen.
2) Man skiftes til at invitere ud at spise på restauranter og betaler for de andre, når man inviterer.
3) Man tilbyder IKKE brugt tøj til nogen af cirklens børn. Det anses måske for værende fattigt og usselt.
4) Man holder altid nytår sammen. Det er meget muligt du som ny i cirklen – Karens nye kæreste – vil bage surdejsbrød til fællesbordet, men det skal du altså ikke, for det er jo Susanne der gør det. Hvert år. Men der er brug for en, som tager dessert med. Noget uden mandler. Det kan blive din opgave.
I familien helt tredje uudtalte forventninger. Ex:
1) Der er skilsmisser i både din og kærestens familier. Julen fejres derfor hver fjerde år hos hver af de fire hold forældre, med søskende børn, børnebørn. Der sendes ordrelister ud to måneder før, budgettér med 10.000 kr til julegaver. Du kan ikke tage ud at rejse, eller holde jul hjemme bare jer. For så bryder du ‘hver fjerde år’-reglen, og så går kabalen ganske enkelt ikke op. Du er tvunget til at følge reglerne.
2) Der afholdes julefrokoster 1. juledag i Jens’ familie og 2. juledag i Karens familie – på skift hos de fire hold forældre.
3) Man giver kun fødselsdagsgaver, hvis man deltager i en fødselsdag. Med mindre man var inviteret til fødselsdag og ikke kunne komme, så forventes det man sender en gave med DAO inden fødselsdagen.
4) Konfirmationer afholdes, man deltager ikke i non-firmationer – for det er noget pjat.
5) Man går i kirke juleaften, og det SKAL være den lokale – ingen andre kan bruges. Og det er kl 15.
6) Kvinderne i familien mødes hvert år til agurkesyltning den anden lørdag i september (ydrk !!).
I svigerfamilien er der komplet umulige uudtalte konventioner og hjemmebryggede dukkehus-regler.
Der er flere cirkler endnu: Sportsforeningen, skolen, logen, alsangskoret, gamle elevers klub o.m.a..
Det er umuligt at trække vejret i et liv med alle de cirkler, for én som mig. Nogen mennesker elsker regler, for det gør livet lettere for dem, for så ved de, at de lever op til de andres forventninger. Det ved én som jeg, at jeg alligevel ikke gør, så jeg gider ikke engang at prøve. Ikke mere. Jeg har været der.
Mange har prøvet og har bukket under med stress af det. Stress, over sociale kontrakter, som har til formål at styre dig, holde dig på plads, så du passer ind i kassen.
Bryd ud og sig nej! De må tage dig som du er, eller undvære dit lækre væsen. Længere er den ikke. Jo før du bryder ud, jo federe er dit liv. Et liv, du kan fylde ud med de ting du vil, fremfor hvad andre vil.
Det er ikke meningen, at vi skal følges andres regler, ligesom det heller ikke er meningen vi skal trække regler ned over hovedet på andre. Hvad med at tale sammen og tage tingene ad hoc, fra gang til gang. Jeg kan personligt ikke snuppe, når én happening pludselig opfattes som en tradition.
Dan dig din egen cirkel for dig og til dig. Vær dér. Alle andre cirkler er bare nogen du besøger, som ikke er dine, som du ikke har søgt medlemskab i (bare fordi du tilfældigvis kender nogen som er medlem) og som du ikke skal følge regler i. Cirkler du bare lige stikker hovedet ind i og siger ‘hej’, og så smutter igen. Det må man godt. Ingen ejer dig. Vitterligt ingen. Du har din FFV (fucking frie vilje).
Også selvom det er familie og/ eller svigerfamilie. De skal ikke bestemme, hvordan den rigtige måde at være svigerdatter er, eller søn. Det skal kun du, for det er dig der er den. Er du svigerdatter, så bestemmer du – og kun du – hvordan sådan en er. Færdig! Be the change. Lev din rolle. Lev dig!
Og jo, du kan på job godt sige du ikke vil være medlem af kage- og morgenmadsklubben og du ikke ønsker at modtage gaver og heller ikke er med i indsamlinger. Det må man godt! Hvis ikke denne adfærd giver mening, så sig nej til det. Du har ikke meldt dig ind, derfor er der ikke noget at melde sig ud af. Man kan sagtens være en del af fællesskabet, bare ikke en del af regel-skabet. Gal-skabet.
One ring to rule them all 🙂 Stil dig i din ring, og lev derfra. Alle andre ringe, er bare andre ringe.

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Written by Vinni Gren Bonde
juli 17, 2023 hos 16:58
Lagt i Blog
Tagged with lev fra dig Selv, lev i din cirkel, sig nej til andres regler, sig nej til reglerne, sociale kontrakter, usagte regler, uudtalte regler
Skriv en kommentar