Vinni Gren Bonde

Jeg elsker jul! Stemningen, musikken, lysene, duften af nelliker i appelsiner og de mørke indadvendte aftener.

Jeg elsker Københavns Drengekor med ‘Der er ingenting i verden så stille som sne’. Rudolf Steiners 12 Hellige Nætter. Refleksionens tid op mod årsskiftet. Længsel efter høje himmelsale. Ro. Ro. Ro.

Men hey, hvad sker der lige med pakkelegs-psykosen? Der er allevegne nu? Hvad har den egentlig med jul at gøre?

I gamle dage havde vi måske én – juleaften efter maden – fordi det var umuligt for de små børn at vente med at få gaver at åbne. Nu er det overalt, til diverse jule-arrangementer, julefrokoster, SFO julehygge, i familien og hele forening Danmark. Hvorfor skal vi egentlig det? Hvordan kom det lige snigende?

Vi vader i forvejen i lort, og nu skal vi ud at købe mere lort? Tilmed pakke det ind, og så (hvis man er uheldig) vinde tilsvarende bæ, som ryger hjem i køkkenskabet, for blot at ryge i Restaffald til foråret.

Er der mon en industri bag, som pusher disse pakkelegs-psykoser? Det er over-overforbrug af værste karat, fordi det absolut ingen værdi tilfører. Og tiden, der bruges på det – indkøb, indpakning, pakke ud, slæbe hjem, smide ud – er grotesk. For den har heller ingen værdi i sig. Det er bare æv.

Nogen vil gerne disse ‘plastik’ gaver til livs, og aftaler derfor at købe kvalitetspakker. Så, nu skal vi altså drukne i økologisk lavendelsæbe og kvalitetschokolader fra Summerbird? Jeg kan ikke fordrage Summerbird og inden jeg husker at forære chokoladen til en anden som en slags værtindegave – som måske heller ikke kan lide det – er det blevet for gammelt. Rest-/ Mad-/ Plastikaffald. Stop.

Hvis vi ser bort fra disse vandre-hade-gaver, så kan jeg faktisk slet ikke se det sjove eller hyggelige i konceptet ‘pakkeleg’. Vi sætter et æggeur (eller stopur på en junkie-skærm alle har med i lommen alligevel) og herefter rafler vi et ukendt antal minutter, indtil uret ringer. Uha uha, nu bliver det sørme spændende at se, hvem der vinder hvad. Vi pakker op og betragter og griner af det hele. Hø hø.

Nej tak! Jeg er bare blevet for gammel til den slags. Måske børn synes det er sjovt. Så lad dem!

Men – kunne vi ikke nøjes med at gøre det én gang i løbet af december – til bare ét arrangement – og i øvrigt bede børnene om at lave gaverne selv, pakke dem ind selv og få en helt anden glædelig oplevelse af at se, hvem der mon vinder de gaver de selv har siddet og lavet. Altså rigtige gaver!

Børnene kan lave gaver fra træværk i sløjd, strikke en hue, lave træsnits i billedkunst, tegne en tegning, skrive et digt, knytte en nøglering, male et ‘velkommen’ skilt til vinderens dør ind til børneværelset, udforme et gavekort til en bifaftale, bage vaniljekranse og pakke ind i cellofan og binde rød silkesløjfe om osv osv. Kun fantasien sætter grænser.

Tag ikke kreativiteten væk fra børnene, ved at curle dem og købe gaver og pakke disse ind for børnene. Lad dem tage del i skaber-glæden. Det er nemt, for det ligger naturligt til dem. Det er os voksne, der mangler den. Vi har mistet den. Hvorfor egentlig? Hvornår røg den? Da vi faldt for industriens luner? Vi kan jo ikke gå ind i en forretning længere, uden at blive konfronteret med pakkelegs-gaver, adventsgaver og julekalender. Selv i helsekostforretningen, hos elektrikeren og i Matas. Overalt!

Forestil dig lige pakke-legens karakter, hvis vi ændrede konceptet? Hele stemningen ville gå fra hø hø niveauet, hvor berusede voksne kæmper om samme gave, til ægte begejstring og spænding blandt børnene! Som ser glæden i andre børns øjne, når de pakker en gave op, som de har brugt tid og energi på at fremstille.

Tænk, at modtage sådan en gave! Når Benjamin flytter hjemmefra har han måske kusinens nøglering med på kollegiet, som han 10 år forinden vandt i pakkeleg. Denne kusine er flyttet til Finland, og nu mindes Benjamin kusinen dagligt, når han låser døren op efter en lang dag på uddannelsen. Det er da federe end at få endnu et par nisse-underbukser eller Summerbird chokolader – som har NUL værdi.

Jeg tror, at børn ville elske den slags pakkelege. De voksne ville nyde at overvære det. Og hvis der sidder nogle voksne og flæber over, at det altid er børnene som får, så kan de jo købe nogle Summerbird chokolader og smovse i dem, hjemme i sofaen dagen efter, som trøstepræmie.