Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘pakkelegs-psykose

Efter Antagelsen kommer Skuffelsen

leave a comment »

Det er antagelsen jeg stritter på. Antagelsen om, at den måde man selv holder jul på også er den måde andre gerne holder jul på. Hvis man melder fra er man negativ og ødelægger den dårlige julestemning.

Fritaget for psykosen
Hvis man er muslim, Jehovas Vidner eller hinduist er det ok man ikke holder jul, ja det er forventet: – Vi holder ikke jul. Derfor er vores børn ikke med i pakkeleg i klassen.

Prøv lige at sig det samme til klasselæreren, hvis du er leverpostejs-dansker. Ikke engang ateister kan slippe afsted med den besked. I Danmark holder vi jul – og det gøres på en bestemt måde og inkluderer pakkeleg! Der bliver ikke spurgt. Det bliver bare meldt ud: Der er pakkeleg og man skal have fire pakker med til 50 kr stk.

Siden jeg udgav blogindlægget om pakkelegs-psykolen, har begge vore børns lærere meldt det ud.

Nu er vores børns klasselærere sindssygt dejlige mennesker, og vi ser på vores børn: De vil faktisk hjertens gerne deltage i pakkeleg – så de får lov. Også til selv at finde gaver og pakke dem ind.

Men antagelsen om, at det er en god idé (eller endnu værre: At det ikke kan være anderledes) stritter på mig! Var jeg skolelærer, ville jeg nægte pakkeleg, derimod ville jeg tænde et kalenderlys hver morgen og læse i Peters Jul, for de små. I de Islandske Sagaer for de store. Og i øvrigt bede dem tegne imens.

Industriens jul – den materialistiske gudeløse jul
Sjovt, for vi skal da ikke kigge mange år tilbage, før jul i Danmark var noget ganske andet. Og det er ikke Jesus, som har ændret på dette. Det er industrien. Den, som vil tjene penge på, at vi holder jul. Industrien er julen, nu. Den materialistiske jul. Der er intet i industri-julen, som har med Jesus at gøre. Jesus bliver udelukkende brugt som undskyldning for at gå amok, for at få tankerne væk fra Gud og hen på materialismen. Nogen vil måske gå så langt som at kalde julen for satanisk, af samme grund.

Jesu oprør
Hvis Jesus var her i dag, tror jeg han ville vælte købmændenes borde foran templet i vrede, igen. For det er ulækkert, det der foregår. Det synes jeg, og det må jeg godt skrive, for det er min blog. Æv bæv.

Hold jul på vores måde – ellers kan du ikke holde jul
En studerende og fattig fyr vi kender meldte til familien, at han gerne ville deltage juleaften, men ikke ville give gaver dette år og heller ikke modtage, for det var der ganske enkelt ikke råderum til. Så fik han sgu at vide, at så kunne han ikke holde jul. What? Jeg tror det er dem, som ikke kan (finde ud af at) holde jul. Var der ikke noget med næstekærlighed i Jesu budskab? Jo. Men ikke i industriens budskab, som udelukkende handler om overforbrug, dårlig samvittighed og indfrielse af gæld.

Kikset jul med lortegaver
Som ung synes jeg der skulle ske noget andet angående jul, og derfor takkede jeg ja til at holde jul med nogle længere ude i familien, og fik at vide at der var aftalt et beløb på 200 kr i gave, til hver person.

Juleaften modtog en del lortegaver. DVD film jeg allerede havde set, et spækbræt der var større end mit køkkenbord og en masse andet skrammel jeg ikke kunne bruge til noget. Ting, som var købt uden omtanke og uden at kende mig som menneske. Tingel tangel, som ville fylde for meget i min lille 40 kvm minimalist lejlighed i Saxogade og som jeg derfor ‘glemte’ i toget på vej hjem dagen efter. Ups.

Det ville familien nok ikke være glade for at høre. For der ligger nemlig også en forventning om, at man skal blive glad for det lort man får! Uanset, hvor håbløst det er.

Altså, kan vi ikke godt stoppe? Jeg køber selv, hvad jeg har brug for. Det gør alle voksne. Børn kan få!

Konflikter på grund af antagelser
Hvert år hører jeg om familie-fighter, par-konflikter, skuffelser og ikke-indfriede forventninger – alt sammen på grund af antagelser om, hvordan vi skal holde jul. Det er da synd, trist og helt unødvendigt.

At finde sin egen jul
Vores Sofie holder jul i Asien, Frederik i Tyskland og Anna i Holland. De kører deres model for en god jul.

Under ingen omstændigheder vil vi trække noget ned over hovedet på vores voksne børn om, at de skal komme herhjem og holde jul hver andet år. De har fundet deres model, hver i sær. Og lever deres liv.

Den måde vi holder jul på herhjemme, vil passe nogen og ikke andre. Vores model er ikke den rigtige, for den rigtige måde findes slet ikke – kun for én selv.

Hvis man insisterer på at holde jul med andre mennesker, er der en lurende fare for konflikt, med mindre disse andre mennesker holder det på en måde, som harmonerer med ens egen måde. Dette kan man dog bare ikke antage. Der må stikkes en føler ud. Undersøges lidt omkring værdier og forhåbninger.

Alle må gøre, præcis som de ønsker. Men vi må simpelthen holde op med at gå rundt og antage, at andre mennesker er interesserede i at holde jul, sådan som vi selv vil.

Glædelig jul 🙂

Written by Vinni Gren Bonde

november 29, 2023 at 13:07