Vinni Gren Bonde

Ro, ro og atter ro. Vi skylder os selv og hinanden det. Vi skylder i sær børnene det. De bliver bims og rundtossede af de mange arrangementer de slæbes med til.

Ikke kun her i december, hvor der er pænt meget fart på. Nej, til hverdag. I weekender. I det daglige almindelige liv.

Mennesket er ikke designet til at kunne rumme al den over-happening vi udsættes for.

At blive hentet af mormor i institution og komme hjem og tegne i hendes køkken, mens hun laver mormor-ting, er godt for sindet hos en lille. At være overstimuleret i institution, hvor der er for få hænder, for så at blive hentet af mor og slæbt med til nissetog eller juleafslutning til håndbold, er uro.

Børn siger ikke fra. Vi skal sige fra, for dem! Og ikke når vi ser filmen er ved at knække for dem, det er for sent. Alt for sent. Det er os voksne, som skal sætte rammerne, med dejlig meget luft inden i. Hvis der er et hul i kalenderen, skal det ikke fyldes ud. Det skal vokse til en hel uge med huller. Sig nej til invitationer.

Der skal være tid til at kigge på skyer. Der skal være tid til at kede sig. Ligge på gulvet og tælle knaster.