Vinni Gren Bonde

Jeg savner endnu tituleringsformen ‘De’. Altså, til folk man ikke kender godt og er tæt med.

Ikke for at være konservativ, gammeldags eller stiv. Nej, derimod fordi formen automatisk lægger en behørig afstand til den anden person – en lille klædelig distance.

Det benyttes endnu i adskillige lande rundt om i verden, blandt andet Tyskland og Italien. I Tyskland, vor naboland, tiltaler man sin chef og sin lærer ‘De’.

Når vi skruer lidt på farven i sproget, ved at benytte ‘De’, så viser vi den anden, at vi ikke er bonkammerater og derfor ikke stikker snuden i ting, der ikke kommer vores smør ved.

Det gør noget ved den øvrige måde vi taler til den anden på – måske tilmed måden vi opfatter vedkommende på. Vi tænker os lige om en ekstra gang, inden vi bare brager derud af med snik snak og stiller upassende spørgsmål.

Og når nu vi er i gang, kunne vi så ikke bytte forretningslivets ‘Go dag!’ ud med ‘Farvel og på gensyn’. Og hvis man har balls, så et ‘Farvel og på snarligt gensyn frue – lad mig holde døren for Dem’.

Man kan faktisk godt være en ung, fyr med tagrendehår og tatoveringer op og ned af armene, og så fyre sådan én af med stil og overbevisning. Det trækker så mange kegler, at man kan åbne et bowling-center.

– og såfremt nogen overraskes og siger: – Tror du jeg er SÅ gammel, siden du siger ‘De’? Er det bare at smile kækt og svare: – Ingenlunde frue, det er bare sådan jeg er!

Det handler ikke om at sætte sig selv under den anden. Det handler om at højne sig selv, og den anden.

Det er som om den gode stil har været lukket meget længe. Jeg mener ‘De’ er nøglen, der kan åbne igen.