Vinni Gren Bonde

Når man bor på Bornholm – Solskinsøen i Østersøen – og lignende ferieøer, så er man vant til, at folk trænger sig på for at tilsnuske sig en gratisferie, i ens private hjem.

Det er vildt, hvad mine forældre har oplevet. Folk, som kommer til øen, og som ikke blot bliver til en frokost, men slår sig ned og regner med at bo der gratis i en uge, med opredning og tre daglige måltider.

I kid you not! Ingen overdrivelse her. Folk er ublu og mener det er i orden, ja at vi kan lide den slags og synes det er åh så hyggeligt. For det synes man vel, når man har valgt at bo på Bornholm. Så er man jo en slags Åbent Hus, et Gæstegiveri for nasserøve. Blot man kender nogen, der kender en, så bare kom!

I dag fortalte min mor, at en gammel skolekammerat og hendes mand, troppede uanmeldt op på hendes adresse i Rønne, for et par dage siden.

Holdt holdt!! Det skal nævnes, at de ikke har set hinanden siden de gik ud af skolen i år 1962. Altså for 62 år siden!!! Altså, 10 år før jeg blev født.

Denne skolekammerat var på ferie på Bornholm med sin mand, og så ville de lige sige hej til min mor. Sådan bare lige, spontant. Uden at ringe forinden. Min mor gav vel nok en kop kaffe.

Til al held var min mor ikke hjemme og godt det samme, for hun kom dødtræt hjem og gik direkte i seng. Senere på dagen tikkede en besked ind på Facebook om, at de havde været forbi.

Misforstå mig ikke: Jeg er stor fan af besøg. Hurtige besøg. Korte besøg. Impulsive besøg. Mange besøg. Ofte – rigtig ofte besøg. Men ikke uanmeldte besøg af feriegæster.

62 år …..

Velkommen til mit hjem. Det står altid åbent for feriegæster, for jeg har valgt at bo på Solskinsøen. Der er kage om lidt.