Vinni Gren Bonde

Da jeg i 2008 flyttede ind i Mortens store hus, langt ude på landet ved skov, overdrev og marker, sagde en veninde: – Ej, hvordan tør du være der i det store hus alene, når Morten er ude at rejse?

En af de lokale spurgte mig, hvor jeg var fra, og jeg fortalte jeg var flyttet dertil fra København. Han mente det måtte være rart at slippe væk fra den farlige storby og ud til fredelige landlige omgivelser.

Begge to have jo en pointe. Det er sjovt, hvordan alt handler om perspektiv.

Min egen far er glad for vi er flyttet fra landet og ind til byen, for som han siger: – Der har du nogle naboer omkring dig, når Morten ikke er hjemme. Det har jeg det altså bedre med.

Min far er fra Nørrebro, født og opvokset i det rå arbejderkvarter. Skulle han være bange, når hans granvoksne datter er alene i et hus på landet med to store teenagebørn?

Inden vi flyttede til Holbæk fra en stor herregård, spurgte gårdmandens 11 årige dreng: – Kurt, er du ikke bange for du kommer til at kede dig i en by, hvis du skal være helt ærlig?

Kurt siger selv, at han syntes det var røvsygt at bo på landet. Han er nok den af os, der har fået mest glæde af at flytte til byen.

Vi står alle i hver vores hjørne og kigger ud på de andre. Vi synes det vi selv står i er mere trygt og bedre, og det de andre står i er utrygt og underligt.

Det er jo egentlig interessant.