Vinni Gren Bonde

Med ord maler vi vores verden og æteren omkring os. Vi vælger selv vore ord, med vor egen vilje. Vi kan vælge præcis de ord vi ønsker. Vi kan både tænke, tale og skrive de ord vi har lyst til. Vi kan altså male et univers af ord, med nuancer af farver, former og toner.

For nogle år siden gik det op for mig at alle danske ord, der ender på ‘-else’ (e.g. styrelse) er af germansk oprindelse og de, der ender på ‘-ing’ (e.g. svømning) er af engelsk – selvom cirka 80% af alle engelske ord kommer af det norrøne, fra den tid hvor vikingerne var i England – altså under Dane Law.

Hvis det virker lidt hovskisnovski at male verden med ord, kan vi i det mindste tænke over hvilke ord vi har vi vores vokabularium. Hvilke ord vi benytter, i tale, takner og skrift, hver eneste dag. Ord andre har talt før os. Som nogen engang skabte og som udviklede sig derfra.

På den måde kan vi forbinde os til vores forfædre, til vores rødder. Ligesom vi er med til at udvikle de eksisterende ord. Hvordan ønsker vi disse ord skal tage sig ud om 50 år, om 100 år?

Det er ingen hemmelighed, at jeg har mange gammeldags ord i min indre ordbog. Jeg elsker od. Det skrevne. Jeg bruger i cirka fire timer dagligt på at læse i bøger, har arbejdet med kommunikation og nyder oldnordiske ord som fx ‘fager’, der både betyder lys og smuk. Vi kender det fra engelsk (fair), som betyder lys og retfærdig.

En skotsk chef jeg engang havde sagde jeg havde ‘fair hair’. Det betyder både lyst hår og smukt hår, alt efter hvordan man ønsker at høre det. Fair betyder også retfærdig (det er en fair handel), som vi også benytter som låneord på dansk. Det er med andre ord en glose, der kan have flere betydning – men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Det i sig selv er smukt. Man kan altså sige ét, og så vokser betydningen, fordi vedkommende der modtager det hører mere end det, der blev sendt afsted.

Det er derfor jeg elsker semitiske sprog, for sådan er de. Feminine inklusive sprog, hvor et ord kan have 7-8 betydninger, og alt er i spil på én og samme gange. Vi kender det på aramæisk. Maria Magdalene, som på aramæisk blev kaldt Myriam Migdal. ‘Midgal’ er den by hun kom fra ved Genezerath Sø, altså et tilnavn, men Migdal betyder også ‘udkigstårn’ og ‘ophøjet’. Myriam var indviet essener og ophøjet. Deraf navnet. Men eftersom Migdal også betyder ‘skøge’, satte en fatal fejloversættelse Myriam nederst på listen som en ren og skær hore. Formegentlig bevidst, fordi onde kræfter ønskede hende ud af historien. Desuden er det vigtig at forstå, at ‘skøge’ på aramæisk betyder noget ganske andet end på dansk.

Arabiske sange er guf for sjælen hvad ord angår. Netop fordi en kærlighedssang er så rig på betydninger. Arabisk (og hebraisk) er lillesøstre til aramæisk. ‘Rebekah amr’ råbte en publikummer engang til mig da jeg var mavedanser. Det betyder direkte oversat ‘Rebekah måne’ og det er noget man siger om en kvinde, man synes er smuk og som har et rundt ansigt som en måne. I arabisk kultur er det et kompliment. På dansk ville man næppe råbe sådan til en kvinde, det ville nok let blive opfattet som en fornærmelse, men i stedet råbe: ‘Smukke Ida’, altså meget direkte det, der menes. Ingen metafor, ingen fantasi, former og farver – bare facts.

Da jeg var ung og slank havde jeg en kroatisk kollega, der altid omtalte mig ‘Barbika’, som på kroatisk betyder Barbie. Først bakkede jeg noget tilbage da jeg hørte det, for hvem har lyst til at blive kaldt for Barbie? Ikke mig! Men min serbiske veninde forklarede mig, at det er et kæmpe kompliment i Balkan, hvor det at blive kaldt for Barbika betyder en flot kvinde, hvor tøjet bare sidder og som har flot stil. Havde jeg ikke fået denne forklaring, ville jeg have været mut over min kollegas ordvalg. I stedet blev jeg glad.

Men latinske sprog kan i den grad også noget. Alene klangen og intonationen i det vi siger, har betydning. En person kan sige den samme sætning til en anden på to helt forskellige måder, med forskellig stemmeføring, og det vil blive opfattet lige så forskelligt. Selvom det er præcis de samme ord. Fordi det ikke kun handler om ordene i sig selv, men måden hvorpå de bages i munden og danser via æteren til modtageren.

Vi kender alle den med, at sidde ved middagsbordet med børnene og ‘tale ting op’, som foregår i skolen.
Vi kan se og mærke, hvordan det virker positivt på alle ved bordet, og på børnenes skolegang.

Vi kender også alle den med, at to forældre står på skolens parkeringsplads og taler negativt om skoleledelsen. Man sidder selv i egen bil og kan overhovedet ikke høre, hvad de siger – men uha, men ved godt hvad der bliver sagt. Hele energifeltet omkring disse to forældre er ikke til at tage fejl af, og derfor leder man straks efter en fri parkeringsbås i den stik modsatte ende af parkeringspladsen. Det er giftigt, at bitche på skolens grund. Det er uværdigt. Børnene opfanger negativiteten og bliver utrygge.

Ting skal siges og vendes og drejes ja, men rette tid og sted er afgørende.

– og rette ordvalg.

Næsten gang vi sidder i et vilkårligt møde, til middagsselskab eller familiekomsammen kan vi bringe negative klange op til positive lyse toner.

Kom, lad os gøre det. Det er slet ikke svært. Det virker.