Vinni Gren Bonde

Noget af det jeg er særligt vild med, ved København, er eneskabet. At stå i sig selv. Gå egen vej, og ikke bare følger efter. Gøre som andre. Moden.

De steder i KBH jeg opsøger igen og igen er Pisserenden, Vesterbro og Jægersborggade i N. De typer jeg møder der, er alt andet end underlagt modens luner og industriens dikteren af, hvordan vi skal klæde os og hvordan vi skal klippes.

Jeg føler mig så helt igennem hjemme disse steder. Jeg har boet på Vesterbro det meste af min ungdom, og jeg vil ikke bo der i dag. Jeg elsker Holbæk og den ro provinsen giver mig. Men jeg elsker virkelig at besøge mine kjole-pushere, min islandske trendy frisør og forretningerne – der enten er genbrug eller unge iværksættere med design og håndværk af alskens slags. Lige fra bagere, smykkeformgivere og tøj.

Det giver mig en ro og en samklang med den jeg er, når jeg sætter mig på fortovscaféen og betragter det summende liv, af andre besøgende og dem, der bor der. De er ikke kloner af hinanden. De er lige så farverige, skæve og særegen, som husene i gaden. Diversiteten er enorm. Udtrykkende forskellige. Men bedst af alt: De hviler i sig selv, på en bevidst måde, som unge på Strøget, i Magasin og på Østerbrogade ikke gør.

Der er intet galt med Strøget, Magasin og Østerbrogade. Der er bare heller ikke noget rigtigt.

Her er ingen nye bukser fra H&M, åbenstående skuldertasker magen til alle venindernes eller pølsejakker. Her er hjemmestrik, originale jeans fra 90’erne, mormors afslagte pumps, anderledes frisurer som ingen frisør i provinsen kan gøre kunsten efter, hjemmehæklet taske eller kernelæder fra second hand shoppen, øreringe der ligner små LP-plader, ring i næsen og knaldsorte streger om øjnene.

Eller intet af ovenstående.

Jeg forsøger ikke at holde mig ung med de unge, ved at sidde og betragte dem og lure dem. Jeg forsøger måske bare at kontante mig selv, og den jeg er inden i. Mit eget kreative udtryk. Via indtryk.