Vinni Gren Bonde

På modsatte side af fjorden ligger en smuk bondegård. Tre længer, stort stuehus og stråtag. Det ligger helt ud til fjorden. På begge sider, og bagved, er der marker og træer.

I vinterbadeklubbens sauna sidder jeg jævnligt, og mine mine øjne hviler ofte på denne gård.

Folk, der bor på sådan en bondegård, en bondeslægt gennem flere generationer, fascinerer mig. Der er noget blivende og bestandigt over det. Ro og forudsigelighed. Man ved, hvor man hører til. Verden kan ramle, men hjemmet er det samme. Årti efter årti kommer man hjem til jul, det samme sted. Her hører man til. Gården er rammen om livet, om slægten.

Det er ikke det samme som at købe et hus og blive boende der hele livet. Nej, det er noget andet. Det er dybere.

Dér sidder familien, i spisestuen, ved oldemors møbler, med malerier på væggene af slægtens folk siden år 1767. På samme gård, som ganske vidst er moderniseret af nogle omgange. De samme fornavne går igen til drenge og piger i slægten. Alle ved, hvem der overtager gården næste gang. Der er forpligtelser og forventninger. Der er tryghed og prestige. Det er ikke et job, det er en livsstil. Nej, det er et liv.

Væggene taler, i hvert fald til dem, som evner at lytte. Stemningen er tydelig; hverken god eller dårlig, bare tydelig.

Bondegårdden er omdrejningspunktet for familien og den enkelte, og har en stor plads i lokalsamfundet, både i hjerter og bevidsthed. Slægten har påvirket dette lokalsamfund gennem mange generationer, og har haft sæde forrest i kirken. I dag har de sæde øverst i bestyrelsen på børnenes skole. Hvis gården er stor, er disse menneskers forventninger, samt bidrag, til lokalsamfundet også stor.

Folk jeg kender, som er født og opvokset på sådanne slægtsgårde, er specielle mennesker. De er ikke omflakkende, flyvske og urolige. De er besindige og langsigtede. De ved langt ind i rygraden, hvad der forventes af dem. De tager deres ansvar dybt alvorligt. De modnes tidligt.

Jeg fascineres. Der er noget smukt og skræmmende over det.