Vinni Gren Bonde

Du må ikke dø, min elskede.
Ikke nu.
Ikke foreløbig.
Jeg er nogle gange bange for, at du dør.

Vi lever godt.
Lever nu.
Lever livet.
Lever helt.

Det er mere end de fleste.
Som i virkeligheden ikke er bange for at dø,
men for at leve.
Lad os leve, min elskede – meget mere!

Jeg vil leve.
Med dig.
Jeg vil, at vi lever længe
og især lever helt og fuldt.

Når jeg vågner om natten
– i Paradisets annex –
kan jeg mærke vinens sødme
og din manddom.

– dine hænders visdom.
Dine ordløse sætninger,
som trøster og beretter,
at alt er.

Nogle gang er jeg bange.
Bange for, at du dør.
Det praktiske ville være let klaret.
Det er alt det andet, jeg frygter.

Frygt kaster intet godt af sig,
jeg ved det – og mit åndedrag.
Du er min bedste halvdel
– liv uden dig, er ikke helt.

Kom, skynd dig
– ned til Sharons rose
dalens lilje.
Min vise gazelle, løb.

Ind i min arm …
I min svindende barm.
Jeg elsker dig helt.
Du er endnu varm.

Jeg kom til verden af en omgang som havfrue,
og genkender havets ophav på afstand.
Du, min flyver og gazelle
du pisker afsted over stepperne.

Fascineret er jeg, af støvet i dit skæg,
du lirer sandheds-dråber af din mund.
Ej har du begreb om omfanget af dit vid,
og jeg elsker at danse med dig i luften.

Tag min arm,
jeg slanger den for dig
– i dansens elskende form.
Jeg bliver aldrig træt af forførelsens kunst.

Kom med, kom med
se dér, er der en vej.
Den fører os op i galaksen og passerer stjerner.
Her er vi hjemme, mellem kerner.

Stå op, stå op
og vis mig, du endnu er i live.
Jeg lover dig – min elskede
at jeg evigt vil hos dig blive.

Jeg er ikke bange for død eller mørke,
for roligt finder vi om på den anden side.
Jeg ved blot, at jeg allerede nu
vil savne dig, og det skal du vide.

Tag mig med til Joanna,
tag mig med, tag mig med, tag mig med.
Lad os mødes dér, i smug.
Når én af os har passeret portalen.

Jeg er ikke bange for at dø,
jeg er bange for at efterlade dig.
Du er min indre og ydre mand,
– og sande kærlighed.

(Tilegnet Morten)