Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘alkoholfri

Pssst jeg drikker ikke alkohol mere ….

leave a comment »

Jeg har ikke drukket alkohol i 85 dage.

– og jeg har ikke haft det så godt hér siden jeg var barn!

Take it or leave it. Det her er hverken virtue signalling eller opfordring til at andre skal følge mit eksempel. På ingen måde! Min elskede mand nyder fortsat de røde dråber, og jeg nyder at han nyder det. Jeg synes det lugter lidt af apotek og jeg har ikke selv lyst, for jeg vil bare … hmm… noget andet.

Jeg var det man nok vil kalde for en helt normal dansk jævn forbruger af alkohol. Men denne gråzone kan sørme også betyde for meget alkohol. Og det var det. Det var nærmest kun rødvin jeg drak. Mortens øller interesserede mig ikke. Som teenager drak jeg overhovedet ikke, jeg begyndte meget sent. Og der gik uger i mellem jeg rørte alkohol. Det var først da Morten og jeg opdagede Piemonte for 12 år siden, at vi opdagede rødvinen. Sådan for alvor. Og så kom der rødvin på middags-bordet 2-4 gange om ugen. Kun gode slags. Vi var vin-snobber. Slæbte hjem fra Piemonte, og var vinimportører en periode.

I mange år har jeg grinende sagt, at jeg lever kamp-sundt. Men, at jeg dog godt kunne motionere lidt mere og drikke lidt mindre.

Kosten har i mange år haft fuld fokus herhjemme. Alt sammen batter noget. Alt det gode vi gør. Men når man pladrer det til i ethanol, så har det bare ikke den power-effekt man ønsker det skal have. Og selvom jeg tog magnesium-tilskud, kunne jeg mærke jeg havde en mangel. Kramper i lægge og sitrende tunge. Pga rødvin. Det er væk nu, for lige præcis magnesium og D-vitamin balancerer tarmen atter, når man dropper alkohol. Ligesom dopamin i øvrigt.

Hvis du nyder dine drinks, øller eller vin – så fortsæt! Dette er ikke en prædiken. Det er en personlig beretning, og hvis du ikke kan lide, hvad du læser: Så luk ned og swipe videre … Det her er min blog.

Mere energi, glæde, begejstring, pænere hud, pænere hår, vægttab, bedre optagelse af vitaminer og mineraler, markant større livsappetit, mindre behov for fed mad, og energi til at træne! Det er blot nogle af de ting jeg oplever.

Mit liv er i techni colour og HD. Jeg vågner tidligt og er klar til at lege, akkurat som da jeg var syv år!

For fire uger siden sad jeg og trommede med fingrene og hørte disse ord komme ud af min mund: “Jeg har lyst til at styrketræne”. What? I fire uger har jeg styrketrænet tre gange om ugen. Afleverer børnene i skole, og kører direkte ned i centeret og følger programmet min personlige træner har udarbejdet til mig. Og ved du hvad det vilde er? Det er ikke kun super fedt bagefter. Jeg sidder og smiler og NYDER det mens jeg træner, arbejder med mine muskler i maskinerne og puster og sveder. Jeg elsker det !!

Nyt liv. Og hey, jeg var ikke engang alkoholiker. Jeg var ikke engang afhængig af alkohol. Det er mange, selvom de ikke er alkoholikere. Man finder først ud af om man er afhængig, når man stopper. Er det svært at stoppe, så er du afhængig. Er det ikke svært, så er du ikke afhængig. De fleste oplever craving efter alkohol de første par uger. Det er helt normalt. Det aftager hurtigt. Jeg nåede at have lyst to gange. Så var det allerede væk…..

Kort sagt, jeg er bare en leverpostejs-dansker, som er stoppet med de der flasker rødvin om ugen, som jeg havde fået for vane at nyde. For jeg var jo livsnyder ikke sandt? Det hørte sig vel til. Livsstil. Tegn på overskud. Kunne ikke drømme om at drikke en usund cola. Men vin – ja!

Ak, jeg ser mig ikke tilbage…. Morten du nyder bare vin og øller. Det er helt fint for mig 🙂 Jeg gider bare ikke.

Morten drikker naturligvis langt mindre, nu hvor jeg ikke drikker alkohol længere. Så der er da en win win situation her.

Som Morten siger, så vil vore Piemonte-rejser da også ændre sig væsentligt, når nu jeg ikke længere drikker rødvin. Vi vil ikke tage på lige så mange vinsmagninger. Jeg glæder mig!! Det bliver fantastisk at komme ned til Piemonte og nyde deres overdrevet lækre mad, kaffe, is, mennesker, natur OG samtidig være SUND og vågne tidligt, helt klar i hoved og krop, fordi der intet alkohol er i mig. Jeg glæder mig! Så kan jeg køre, når Morten har nydt vin på restauranterne. Det bliver sjovt.

En ting jeg er overrasket over at opdage er, at jeg slet ikke behøver smag, duft eller virkning af rødvin, for at råhygge i godt selskab. Tvært i mod. Jeg synes mit bidrag i et selskab er bedre nu.

Og ja, det højner vibrationerne at droppe alkohol. Uden tvivl! Ligesom al levende mad også gør. Og at danse, elske og være glad.

Jeg ser mig ikke tilbage….. det her er f… vildt. Det er her jeg er nu. Og jeg er lykkelig.

Hvad fik mig i øvrigt til at droppe alkohol? Jo, jeg tænkte at den der følelse det første glas gav mig, skulle og burde jeg virkelig kunne finde i mig selv. Uden brug af rusmidler. Derfor fulgte jeg programmet “30 days no alcohol challenge” med James Swanwick. Det var en game changer (hader det ord, så det er både første og sidste gang jeg bruger det n’kay?) og det kick startede simpelthen at jeg fuldkommen slap alkoholen. Og nej, jeg tæller ikke dagene. Jeg måtte lige hive kalenderen frem for at finde ud af der faktisk var gået 85 dage allerede……

Jeg troede simpelthen ikke, at man kunne få det så godt her. Jeg havde det da allerede super godt. Det er svært at forklare. Men den med high definition virker godt!

Written by Vinni Gren Bonde

maj 22, 2022 at 12:29