Vinni Gren Bonde

Jo mere stille jeg var,
dets mere larm var der i mit hoved.
Til sidst ophørte den
– tilbage var kun en hyletone.

Jeg tror nok jeg fortjente roen.
Den ankom som en kær ven.
Snigende – og ubemærket satte den sig,
til højre for mig, på en bænk.

Sol, sol kom nu frem
ellers går vi aldrig hjem.
Sky, sky gå nu væk,
gem dig bag en hæk.

Vejen til Rom,
er kortere end til forhadte hjerter.
I mig lever det gamle Bytanien,
hvor kvinder danser i ring.

Jeg ser ud af vinduet,
kigger jeg ind i sjælene.
Nogle er forvirrede og uden krop,
andre er hjemme, i roen.

Ro, ro ro din båd,
tag din åre fat.
Vuggedi vuggedi vuggedi vug,
over Kattegat.

Roen er min bedsteste ven.