Vinni Gren Bonde

Den intern refererende træffer beslutninger baseret på de indre linjer. Hvad omgangskreds, familie, medier, bøger eller ‘eksperter’ siger, har ringe værdi – i den sammenhæng. Det er udelukkende, hvad der vurderes rigtigt internt, der er afgørende for udfaldet.

En ny anmelderrost bog om et givent emne, får ikke den intern refererende til at skifte kurs!

Informationer udefra kan indhentes, men det er stemmen inden i, der får taletid! Den intern refererende sørger derfor altid for, at der er god forbindelse til den indre stemme. Den indre guide. Støj fejes til side.

Når et valg er truffet, og først dér, kan omverdenen få besked. Der bliver sjældent forklaret eller argumenteret.

– Holda op! Det er da gået stærkt!

Gået stærkt? Fordi du ikke er blevet involveret i mine tanker, mener du?

Men det kan gå stærkt. Når al støj er elimineret og kontakten til den indre sande stemme er etableret, kan der træffes endog meget store beslutninger på ultrakort tid.

Morten og jeg er begge intern refererende. Vi er samtidig begge omstillingsparate og har et højt drive. Det giver en fed synergi og vi er rigtig gode til at rykke på selv meget store livsbeslutninger, i sær når energierne er gunstige herfor.

For udefra stående kan det dog til tider opleves som om, de er hægtet af. Folk, der opfatter sig selv som værende tæt på os, kan få en følelse af ‘ikke at kunne følge med’. Sandheden er dog i højere grad, at der ikke er nogen, der er tæt på os. De er aldrig blevet hægtet på. For det er en anden side af den intern refererende: De kører solo. Også selvom de kan være selskabelige og virke festlige.

Af og til ‘spiller jeg bold’ op af en veninde. Men blot fordi jeg midlertidigt står på boldbanen med en veninde, betyder det ikke hun bliver informeret om den endelige afgørelse. Ikke før tid er. Og det er mig, der afgører, hvornår det er. Måske nævner jeg ingenting. Jeg kører mit eget stille liv.

Det har, i mine yngre dage, givet mig problemer med visse veninder. De blev såret over de ikke var med i hele processen. Det er en feminin ting. Involverer man en feminin kvinde, forventer hun at være med i hele processen.

Jeg har male-brain, hvad den slags angår. De veninder jeg har i dag er selv male-brains. Derfor kan der gå langt tid imellem vi kommunikerer, til tider årevis. Og det er i min verden slet ikke underligt.

Når der af og til kommer feminine kvinder til, som meget gerne vil være veninde med mig, oplever jeg dem som sugekopper – jeg kan ikke få luft! De vil reparere og kalibrere, skabe fælles puls og enighed. Gøre mig til ekstern refererende. Vi skal tale om problemerne og finde resultater, sammen.

Bare glem det. Jeg kører solo. Faktisk tænker jeg ofte, når jeg møder disse typer: – Gad hvide, hvor lang tid der går, før jeg modtager de første skuffede beskeder over, at jeg ikke vil lege med. Over, at jeg trækker mig.

Tilbage til nutiden. Jeg har endnu ikke fortalt min far, at vi har sat Kurt fri af skolen og hjemmeunderviser ham. Min far er gammel og har en syg kone. Der er ingen grund til jeg overbelaster hans system yderligere, ved at informere ham om ting, der alligevel er udenfor hans indflydelse.

Vi er alle forskellige, og det ene er ikke bedre end det andet. Men det vil nok hjælpe, at kende lidt til hinandens forskelligheder. Så rummer man dem bedre.