Posts Tagged ‘at have en hemmelig evne’
Bliver du stresset over dine evner?
Bliver du stresset over dine evner?
Bliver du stresset, når folk siger du har nogle evner, som du bør bruge? Som du bør leve af?
Gik du bare lige der og hyggede dig med at bruge disse evner, for dig selv eller for andre, uden planer om, at det skulle rykkes ud i en decideret karriere, iværksættertanke eller semi-professionel aktivitet?
Måske har du bare hygget dig med, at have nogle talenter, interesser og evner, som du brugte for dig selv. Men fordi flere peger ud, at det du kan ‘da bør bruges til noget større’, føler du dig presset?
Nyd dine talenter og evner – på din måde!
Husk på, fordi de ikke selv har disse evner, synes de måske det er spild af talent, hvis ikke du bruger dem. Det kan komme et godt sted fra, når de peger det ud. Men det betyder ikke de har spor ret i deres antagelse af dig og dine evner.
Måske har de selv evner for noget de aldrig fik gjort noget ved, og derfor projicerer de det over på dig.
Tag du den bare helt med ro. Træk vejret dybt og nyd du fortsat dine evner. For dig selv. Det er nemlig helt i orden at kunne noget, uden at det nødvendigvis skal effektueres og ‘bruges’ på en måde, som er synlig for andre.
Betragt snefnuggende gennem ruden og vid, at det er helt ok! Du bidrager til verden på din måde.
Lyt kun til din egen indre stemme.
I øvrigt, hvem siger du ikke bruger dine evner bedst muligt, blot fordi de andre ikke kan se det – eller, fordi du ikke har fortalt om det.
Andre kan jo ikke se ind i dig
Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt andre fortælle mig, at jeg spilder mine talenter, hvis ikke jeg gør sådan og sådan. En clairvoyant sagde direkte til mig engang: – Se på det sådan, at der er en masse mennesker du svigter, hvis ikke du går i gang med at bruge disse evner – og de siger ‘deroppe’, at du snart ikke har flere undskyldninger.
En lille smule pres her? Jow, det vil jeg nu nok mene. Havde clairvoyanten ret? Tja, det bestemmer jeg jo. Bare fordi min oldemor og farmor fortæller ham, fra det hinsides, hvordan de mener jeg skal bruge mine talenter, så er jeg trods alt den, der har fødderne på Jorden, og den, der bestemmer, hvordan jeg vil leve og ikke leve. Måske har han misforstået, hvad de egentlig kommunikerede. Måske har jeg.
Desuden har jeg selv kontakt til dem, og taler med dem hele tiden. Vi må gerne være uenige. Det er jo ikke sådan, at fordi man er død, så er man pludselig blevet en bestemmer. 🙂
Det kommer et godt sted fra, når nogen mener du er skabt til noget større end det andre ser du laver – foruden det er en enormt tillid og cadeau til dine evner. Men hvad ved de dybest set om, hvad du laver? Har du da oplyst andre om, alt der foregår inde i dig, når de er gået ud af døren? Nej vel?
Den eneste, udover mig, som har en fornemmelse af, hvad jeg rent faktisk går og laver er min mand. End ikke mine veninder ved det. For det er for diffust at fortælle om, så det er noget jeg holder helt tæt til kroppen.
Jeg synes ikke jeg skylder nogen nærmere forklaring, og derfor smider jeg som oftest bare ‘Hjemmegående Husmoder’ kortet. Eller, at jeg har et par klienter hist og pist jeg lægger kort for.
Lad dine talenter blomstre – uden ‘kunstig gødning’
Alle har vi særlige evner, og disse kan forvaltes på tusinder af måder. Find du din unikke måde, den som gør dig glad indeni. Ikke den måde, som giver dig andres anerkendelse, men den som giver dig en let følelse af sommerfugle i maven og gør dig glad. Så er du lige der, hvor du skal være.
Hvis du tror succesen ligger i, at andre bliver helt benovet over, hvad du har opnået af resultater med dine talenter, så bruger du kunstig gødning i bestræbelserne på at blomstre. Det gør dig kun miserabel.
Talenter er mange ting
Det er helt ligegyldigt om det er at male malerier, strikke, bage, bygge en terrasse, rode med en gammel NAD forstærker eller tale med hunden på gåturen. Talenter har mange former, men ofte foranlediges vi til at mene, at det er noget med en fernisering, en opvisning, en medalje vundet eller en ny karriere.
Måske har du en særlig evne for at få idéer til dit næste handy-man projekt, når du sidder og tegner firkanter og kruseduller.
Måske har du en evne, som er usynlig – selv for dig. 🙂 Værn om dette. Beskyt det.
