Vinni Gren Bonde

Takt er den ynde, der gør et menneske attraktivt. Det er den gode tone. Det er den fintfølende fornemmelse for, hvad der sømmer sig at sige – eller måske endnu mere undlade at sige.

Folk, der er lige ud af posen, kan være nemme at læse, arbejde sammen med og i det hele taget omgås. Ærlighed er godt. Dog er det klædeligt, at have takt – også.

Jeg ser op til mennesker, som er taktfulde. Det kræver selvledelse.

På Bornholm, hvor jeg (delvist) er vokset op, er det tilladt at spørge et andet menneske, om stort set hvad som helst. Nysgerrighed ses som interesse. Det er fx okay at spørge, hvad den anden tjener. Noget, som for mange mennesker er uhørt og dårlig stil. Man må også godt – i åbent forum midt i Brugsen blandt andre mennesker – spørge, om vedkommende tror på Jesus. Nu vil man have svar.

Vi har alle stødt på mennesker, måske en charmerende kollega, som var ekspert i at vriste selv meget personlige og følsomme informationer ud af folk, for derefter at bruge det til egen vindings skyld, for at positionere sig stærkt i virksomheden. På overfladen kan det ligne høj EQ. Måske er det nærmere taktløshed og nul samvittighed. Psykopater gør det hele tiden uden at blinke med øjnene.

Det taktfulde menneske ved, hvornår det er tid at tie og hvornår at tale. Har ‘the greater good’ i fokus.

Sådan et menneske har høj selvledelse. Det er muligt, at denne stil lader fristende muligheder gå vedkommendes næse forbi. Muligheder, som den samvittighedsløse ville gribe, på bekostning af andre. Men den taktfulde ved, at lønnen han tilstræber er en anden, og langt højere. Der måles i andre skalaer.

Vi har alle mødt sådan et menneske, måske også på en arbejdsplads. Det er den kollega man vil spørge til råds, og den person man ved man kan betro fortrolige sager, som ikke tåler dagens lys. Hr Stein i Matador er sådan en taktfuld karakter. Han går efter, hvad der er det rette at gøre, i enhver situation.

Sådanne mennesker ved instinktivt, hvad der er i orden at bede andre om af hjælp, og hvad der ikke er.

Jeg tænker ofte over det, at have takt. Jeg ser op til mennesker der mestrer denne dyd. Det er gode mennesker, og de er langt mere attraktive i deres stråling end de taktløse.