Vinni Gren Bonde

“Indsigt er at vide, hvornår man skal lukke røven”. (Morten Bonde)

Ifølge foredragsholder og forfatter Jonathan Løw, afbryder den gennemsnitlige leder medarbejderen allerede 18 sekunder inde i en sætning. Løw taler varmt for, at ledere lærer at lytte højere.

Jeg er faktisk overrasket over denne information. Af alle de mange chefer jeg har haft, har de fleste været gode lyttere. At lytte er ingenlunde det samme som at være enig. Det er stærkt at kunne lytte.

De mange ingeniører jeg arbejdede sammen med i Nokia R&D ville på ingen måde kunne håndtere at blive afbrudt af deres leder – og slet ikke 18 sekunder inde i en sætning. De ville blive forvirret, tabe tråden og føle sig meget lavt respekteret. Jeg kan faktisk forestille mig, at flere af dem ville rejse sig og forlade mødet, da den slags simpelthen er under deres værdighed. Hvilket det også er.

Der er forskel på firmakulturer. I Nokia R&D talte vi ud. I lufthavnen talte vi i munden på hinanden. Der er også forskel på familier, omgangskreds og situationer. Normalt hader jeg afbrydelser. Dog er der typer af samtaler, som faktisk får energi og flow af det. Afbrydelsen kan være lige den indskudte sætning, der er brug for, for at få samtalen til at møde nye højder. Andre gange dur det ikke. Oftest dur det slet ikke.

Selv vil jeg gerne være bedre til at undlade at afbryde. Med alderen er jeg uden tvivl blevet bedre til det. Der er dog endnu plads til forbedringer. Ret meget faktisk.

En veninde (vi kalder hende Sif) og jeg har – i de 23 år vi har kendt hinanden – haft nogle af de mest givende samtaler. Vi har mangen engang talt om, at vi lærer meget af hinanden. Det er som om vi vokser, når vi er sammen. Der opstår en 3. gestalt og vi får noget nyt med os hjem, noget værdifuldt. Den gestalt, der opstår, vokser ud af den lytten vi begge oplever, når vi taler.

Forrige gang vi var sammen gik det lidt skævt. Vi kom simpelthen ind i en dum cirkel, hvor vi afbrød hinanden i timevis. Jeg var udmattet bagefter. Vi talte om, at det skulle vi undgå næste gang vi skulle ses.

I søndags mødtes vi og var tilbage i den gode gamle gænge – med at lade hinanden tale helt ud. Det var en super dejlig lang og naturligt flydende samtale vi havde, i de fire timer vi var sammen.

Det krævede faktisk lidt fokus. I sær inden vi mødtes. Hun sad i toget – jeg i bilen – og forberedte os.

Én ting er, hvordan vi er privat. Noget andet er, hvordan vi som leder og medarbejder er. At lytte er empatisk. Det er signal om, at det den anden er ved at sige, er noget man tager seriøst. Det er en færdighed der kan og skal trænes. Det er da side ét i lederhåndbogen. At være leder handler om at lede, ikke om at bestemme. Afbrydelser hører den gamle skole til. Fabriksformanden.

Vi har alle oplevet at tale med et menneske, som lytter og stiller indgående interesserede spørgsmål. Vi elsker at være sammen med sådanne mennesker. Sådanne mennesker virker tiltalende og får mange fans.

Hvem ønsker ikke at være sådan et menneske?