Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘at træde ved siden af

At være i live

leave a comment »

Musikken kom flyvende ind ad livets korridor
og ramte mig,
lige der, hvor koldt og varmt vand mødes.
Mellem noderne opstår musikken.

Når jeg kigger ud over Østersøen,
får jeg sommerfugle i maven,
sådan cirka fem cm under navlen.
Mit nedarvede DNA sladrer om, hvorfor.

Af og til glæder jeg mig til at blive gammel,
for med alderdom kommer visdom.
Ikke nødvendigvis, beklageligvis
– dog i min forestilling,
min fremadskuende erindring
vundet ved denne verdens forhindring.

Siden jeg var lille så jeg mig som gammel.
En skønne dag matcher jeg forestillingen.

Jeg er ikke bange for at dø
eller leve
eller fejle.
Jeg er bange for det modsatte:
At stagnere.
Bange for angsten,
for at turde
angsten i sig selv skræmmer mig ikke.
Sløvheden gør!

Bedøvelsens zombie-tilværelse
som knap nok er en eksistens.
Dyt-bot-robot-liv
Lemminger, der bevidstløst kopierer, hvad andre gør.

Samme smart-phone
samme minimalistisk-looking 60’er indretning i teak-træ
samme sorte pølsejakke
samme døde kropsholdning
samme ubevidste måde at holde jul på
samme overforbrug og Black-Friday
samme kvælende Valentines Day
samme det de andre gør
samme samme
samme job
samme gaveønsker
samme mode-øreringe
samme plastiknegle
samme sorte Audi
samme onliner
samme tradition år efter år
samme venner siden børnehaven
samme børnehave siden vennerne
samme slags eks-kone
samme snak på samme siddepladser ved julefrokost-bordet
samme Birthe tager snaps med år efter år
samme Bjørn tager sild med år efter år
samme emner diskuteres år efter år
samme enighed om noget lort år efter år
samme børn trækker sig fra selskabet år efter år
samme væmmelse over de voksnes syge snak år efter år
samme genfortælling af løgnen
samme overbærende smil og øjenflakken
samme eksil og ømhed i nakken
samme træthed
opgivenhed

Lidt ydmyghed og tålmodighed er klædelig for enhver
glædelig for enhver
gavnlig for enhver.

Alligevel vover jeg fake-pelsen
og træder vildt og voldsomt i det mudrede pløre
sviner mig selv og andre til herved
– skammer mig og går efterfølgende gerne the-walk-of-shame, skulle den være påkrævet.

Hellere det,
end at stagnere
i angst for at fejle.

Jeg er her nu.
Så, hvad gør vi nu
lille du?
Store du?

Svaret er lige hér
– i korridoren …

mud-shoe-print-1341848-1600x2400

Written by Vinni Gren Bonde

december 14, 2019 at 22:23