Posts Tagged ‘bad efter træning’
I omklædningsrummet
Jeg træner fitness. En ting jeg har bemærket er, at de unge piger ikke bader og ikke klæder om.
Selv synes jeg det er lækkert at bade direkte efter træning og komme i noget tørt og rent tøj. Rent faktisk bader jeg udelukkende i koldtvandsbruseren. Ellers føler jeg mig kogt. Men et bad skal jeg have. Så er det gjort, og jeg kan fortsætte dagen, uden at skulle hjem og bade først.
Desuden er jeg fra en tid, hvor ALLE badede efter idræt og sport, uanset alder og køn. Det var slet ikke en mulighed at krybe uden om, heller ikke selvom man sagde man ikke kunne lide at være nøgen overfor andre. Det måtte man simpelthen bare overkomme, og så ellers komme i sving. Bad! Brug sæbe! Ellers var man ulækker. Vi snakkede og grinede når vi badede efter idræt i skolen.
Jeg kan se i omklædningen efter fitness, at kvinder på min alder alle bader, bruger sæbe og bare lader patterne hænge, og kommer godt ind i alle revner og sprækker. Det handler om at være ren. De unge sprayer sig med en parfumeholdig deo (fy for sa…), tager overtøj på og går hjem (og bader, håber jeg).
Som mange andre født i 1972, eller deromkring, var det normen at bade nøgen på stranden indtil man var 12 år. Voksne kvinder lå oftest topløse. Det var hverken underligt eller seksuelt. Det var bare normen. Man var OK med sin krop. Kvinder fik ikke lavede bryster eller foretaget andre kosmetiske operationer.
I dag er nøgenhed blevet noget seksuel, noget man skammer sig over og noget, der er underligt. Det synes jeg er trist.
Morten og jeg bader gerne nøgne i søer og fjord året rundt, hvis folk er på lang afstand. De må godt kunne se os, bare de er så langt væk, at vi ved det umuligt kan gå over deres grænser. Og hvis det gør alligevel, så er problemet deres – ikke vores. Vi er flere hundrede meter væk.
Hånden på hjertet synes jeg det er underligt, at de unge piger ikke bader efter træning.
Ja, det er en anden kultur i dag. Det er ikke længere den nordiske ‘kom vi hopper i søen nøgne’ kultur. Det er en ting, der har ændret sig.
For få år siden var jeg under uddannelse hos Lars Muhl og på holdet var der en lidt yngre norsk kvinde. Da vi gik tur på stranden alle sammen, gik hun et par hundrede meter længere frem, smed al tøjet og gik ud i havet og badede uden en travl på kroppen. Hun var en natur-kvinde, som mange norske kvinder er. Ingen makeup, brugte ikke BH (brugte ikke trusser), tog hør-tøjet af (let gjort) og gik i vandet. Da hun kom op, viklede hun blot sit store sjal et par omgange rundt om sig, mens hun stod og fik varmen. Det var forresten i Jylland det her, i november måned. Så tog hun tøjet på igen, og gik med os andre retur til undervisning.
Jeg husker at jeg havde lyst til at hoppe i vandet med hende, på præcis samme måde som hun. Jeg havde menstruation og det fraholdt mig (jeg brugte ikke tampax med havde mormortrusser på med store bleer i, sååå…..). Men jeg har gjort det mange gange siden. Det er en del af den nordiske kultur at bade nøgne, sammen. Det er et ritual.
Tja, én må jo gøre, som én finder bedst. Havde jeg været 15 år i dag, havde jeg måske set anderledes på det. Jeg er jo egentlig bare en halvgammel skør hippie ,-)
