Vinni Gren Bonde

Han er jægeren.
Skovbunden er hans kappe
– fra fjernt han lugter sit bytte.
Han bærer sin stolthed og riffel.

På lur han ligger i timevis,
registrerer hver en lyd.
Blade, jord og bark skifter farve
– hvisker informationer til ham.

Hans hud er hårdfør,
kroppen tæt.
Armene pelset
– øjnene stillet på skarpt.

Lydløst han bevæger sig,
i takt med skovens vejrtrækning.
Usynligt han sigter
– for snart at ramme sin udvalgte.

Regndråber danser urytmisk på hatten,
i det fjerne anes røg fra en skorsten.
Intet af dette ænser jægeren
– han er transcendent med sit vildt.

Kun byttets puls han mærker,
som monotomt musik i sit blod
– det næste skridt han allerede kender,
i sin indre dans med vildtet.

Efter møje, præcision og udholdenhed,
jægeren kommer hjem med sit bytte.
Ro i lejren, jublen og bål
– jægeren har sikret sin familie.

Han er jægeren,
hans værd står højere end liv.
Sin kone han fanger igen og igen
– han kendes af folket på sin manddom.