Vinni Gren Bonde

Der var engang, vi gik og sagde: ‘det var meningen’. Jeg tror det var i 0’erne. Det var sådan noget vi sagde, når der skete et eller andet, ofte noget ubehageligt. Ved at sige det var meningen, var det mere håndterbart.

Fx ville jeg ikke med på Roskilde Festival i år 2000, som var det år, hvor der døde en frygtelig masse mennesker i en ulykke foran Orange Scene. En kammerat ringede til mig fra festivalen og sagde: – Det var nok meningen du ikke skulle med.

Så kom en periode, hvor vi sagde: ‘jeg føler jeg skal sige til dig, at … ‘. I sær kvinder og feminine mænd pegede ting ud for andre – noget belærende – og pakkede det ind i føle ting. Og som alle ved, kan vi ikke slå tvivl om andres følelser. – Jeg føler jeg skal sige til dig, at du skal lære at tale mere blødt. Sådan et udsagn kunne man slippe afsted med, fordi man jo følte det skulle siges.

Sådan udvikler talemåder sig over tid.

I dag har kører vi next level. Der oplyses, hvad en person ‘får ind’ om en anden person. Ikke i en session med en rådgiver, coach eller clairvoyant, men i en veninde til veninde snak. – Jeg får ind, at du har fået sklerose, fordi der er noget du længe har holdt tilbage.

Det er på ingen måde i orden, at ‘stille ind’ på andre, uden at være blevet direkte bedt om det, af vedkommende selv. Hvis man alligevel mener at få et syn (klarsyn), er det absolut heller ikke i orden at fortælle om det uden at spørge først. – Jeg har en besked til dig, må jeg give dig den? Og så respektere et eventuelt nej. Alt andet er et etisk brud.

Jeg kender kvinder, der flere gange har oplevet en veninde oplyse (ganske uopfordret), hvad deres sygdom eller livskrise skyldes. Det er på ingen måde i orden. Heller ikke selvom informanten har særlige evner og måske lever af at rådgive andre.

Hvad angår mig selv, er min holdning meget klar: hvis nogen på den anden side vil fortælle mig noget, vil de gøre det direkte til mig! Jeg har en god forbindelse og får selv beskederne. Når en anden uopfordret fortæller mig, hvad han/ hun ‘får ind’ om mig, så stiller jeg tvivl om ægtheden og ‘brænder’ beskeden væk i min forestilling. Den var ikke til mig. Og jeg siger ‘nej tak’ højt.

Jeg kan anbefale andre at gøre noget tilsvarende, for ellers kan sådanne beskeder let give angst og forvirring.

Det er blevet lidt for let, bare at sige, hvad man føler, mærker og ser om ting, som påvirker andre mennesker vildt meget.

Flere gange har jeg fået syn fra afdøde, som var til andre. Jeg har hver gang ringet (aldrig skrevet) til disse personer, og fortalt at jeg har fået et syn, om jeg må have lov at videregive beskeden. Indtil videre har jeg hver gang fået lov. Jeg har givet beskeden og herefter sagt farvel og lagt på med det samme, netop for at mennesket Rebekah ikke skal blande sig og komme med input. Hvis jeg en dag får et ‘nej’, vil jeg straks sige, at det er helt i orden og ønske en god dag og lægge på.