Posts Tagged ‘curlingforældre’
Børn har brug for plads – drop det der curling!
Nej, Morten og jeg deltog ikke i første skoledag, da Clara kom i 8. klasse. Stop det. Hun har sluppet rottehalerne og vi har sluppet tøjlerne. Vi er med på sidelinjen, men skolen er hendes.
Når man er forældre til fem (5) børn, der har gået på seks (6) grundskoler og én efterskole, er alt det der skole-noget det rene Groundhog Day. Gentagelser efter gentagelser. Vi skærer igennem og deltager i det vi vurderer er vigtigt. No more! Vi er ikke over-faciliterende curling-forældre, som deltager i ryste-sammen halløj. Behovet er der ikke. Hverken for os forældre eller vores to sidste hjemmeboende børn, som går i 7. og 8. klasse.
Forældre til børn i indskoling og mellemtrin, ja der kan det give mening at være synlige på skolen. Tøjlerne bør dog slippes når børnene er parate. Ikke når forældrene er parate, for mange moderne forældre bliver aldrig parate.
Clara går i 8. klasse og er moden og selvstændig. Hun har direkte sagt til os, at vi ikke skal deltage på hendes skole, for lillebror Kurts skole har meget mere brug for vores opmærksomhed (sandt). Derudover har hun brug for at stå lidt på ‘egne ben’, så vi træder mere i baggrunden. Det var i øvrigt Claras eget valg at skifte til den skole, ikke vores. Skiftet er hendes succes. Den skal hun have lov at eje.
Børn nyder at have sin ‘egen verden’, som forældre ikke er en del af.
Hvis alle vi, som er forældre, tror vi skal deltage i alt vi inviteres til, opfordres til – så brækker vi os og til sidst drukner vi i vores eget bræk. Betragt invitationer som tilbud, og kun det. Vi bliver nødt til at tage vores space og balancere ved at udvælge de indkomne tilbud. Det er ligegyldigt om man har ét barn eller fem, for børn tager al ens tid. Ét barn tager al ens tid, fem børn tager al ens tid.
Hvis ikke vi selv vælger, er der andre som vælger for os. Og det gælder inden for alt. Det er ret enkelt. Hvilket liv vil du leve? Godt, tegn det og lev det. Skær igennem. Ellers bliver du ædt. Og super depri.
Giv jer selv og børnene noget luft… de vokser af det. Og det gør vi forældre også.
PS: Det er ikke et maleri af Clara, men det kunne det have været, for hun danser præcis sådan dér.
