Vinni Gren Bonde

Jeg vender mig om på siden,
så jeg bedre kan nå himlen.
Den er lige her,
hvor sorgen ender.

Når al lyd forstummer
og indre tale omsider ophører,
daler fred ned i begyndelsens dyb
og spreder ringe i vandet.

Vandet er tørt og blødt.
Øjet vådt og hårdt.
Min elskede har lange arme,
der omfavner mere end tanker rummer.

Jeg kører i en D-mol,
mens himlen skifter farve.
Naboen slukker natlampen,
og jeg bliver hul i hjertet.

Må endelsen ligne begyndelsen,
så jeg ved jeg er i havn.
Må alle venner skilles,
så de kan møde gensynets glæde.

Liv har ingen figur,
alligevel er det godt skåret.
Mine tårer er salte,
drypper ned og giver kødet smag.