Vinni Gren Bonde

Jeg dur simpelthen ikke til at tale i telefon (mere). Jeg kan høre det på dem jeg taler med. De siger “hallo” fordi jeg tænker og ikke giver udtryk for det. Når jeg har fået de info jeg skal bruge, siger jeg vidst nok alt for hurtigt og overfladisk “tak og farvel” og lægger på.

Da jeg var rekrutteringskonsulent (især) talte jeg i telefon i timevis dagligt. Det fik jeg en arbejdsskade af. Jeg stoppede ganske enkelt med at tale i telefon privat allerede dengang. Det var i år 2006. I dag kan jeg ikke fordrage at tale i telefon og gør det kun, når det er bydende nødvendigt. Jeg føler en form for blufærdighed, selvom de færreste nok ville tro det om mig. Kommunikationen er fattig i en telefon, og jeg har tendens til at droppe alle høflighedsfraser og floskler.

Jeg er langt bedre til det skriftlige, dog absolut mest glad for face-to-face metoden.