Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘danskerne først grundsætning lugter af tis

‘Danskerne først’ til mølle, eller hvad?

leave a comment »

Jeg så plakaten på bussen i dag, DF’s ‘Danskerne først’, med et vajende Dannebrog, og tænkte at man da ikke kan slutte en sætning med ‘først’. Menes der ‘Danskerne først til mølle‘? …. i supermarkedet? …. til lægen?i bussen?til lommerne? Og hvem er danskerne, hvis man spørger DF?

I følge Messerschmidt er indvandring et problem og han ønsker ikke udenlandsk arbejdskraft, men ‘Danskerne først’. Husker Messerschmidt, at Muhammed som er født i Ringsted er dansker?
Mange af de syriske flygtninge har uddannelser vi kan have glæde af i Danmark. Hvorfor sende dem hjem, eller beholde dem i skure i årevis hvis de kan bidrage til Danmark, tilmed i områder hvor der er mangel på arbejdskraft?

Hvis man går DF lidt på klingen, tror jeg ikke de mener Muhammed er dansker, men det er Muhammed altså, uanset som DF bryder sig om det eller ej. Kom nu ind i dette årtusind. Den tid, hvor alle danskere var blonde med blå øjne, er en saga blot. Åh, de findes skam endnu. Men paletten er bredere i dag, der er flere nuancer.

Frygt ej, danskheden ligger ikke i det nordiske udseende, alene. Den ligger ikke i en heldig kartoffel eller en årlig campingferie på Feddet. Det ligger også i det. Men det ene udelukker altså ikke det andet. Carl Nielsen udelukker ikke Uum Kulthum.

Kort sagt: Vi mister ikke noget, vi får noget.

En så åben grundsætning som ‘Danskerne først’ er i øvrigt genial, for man kan jo nærmest sige hvad som helst forinden, og så slutte med denne grundsætning, og få ret! Ligesom når forældre er enige om ‘Børnene først’, i en skilsmisse. Den, som afslutter en lortesætning med ‘Børnene først’ har vundet.
‘Kan vi lige holde fokus på børnene’ siger moren, som knepper en anden mand.

Jeg er på ingen måde en halalhippie, lad mig klart understrege det! Jeg nægter, at der er grund til at føle sig stødt over den smukke gamle danske sang af Kai Hoffmann ‘Den danske sang er en ung blond pige’, hvis man selv er en mørklødet pige. For den sang er dansk og smuk, ja jeg fristes til at kalde den Gammel Dansk.
Der skal ikke ændres i hverken tekst eller udførelse, og den skal bare synges for fuld skrald i skolen, i hjemmet, i radioen. Vi er danskere, ikke svenskere. Ikke noget høn eller censur af ordet ‘blond’. Stop jer selv.
Der skal kun ændres i opfattelse af sangen, og den må vi hjælpe smukke Yasemin med.
Sangen er skrevet i en tid, hvor unge danske møer var kamp lyshårede, og det blev hyldet som noget dejligt, fordi det var meget dansk. Ligesom Nyhavn og rejemadder.
På samme vis må vi hjælpe de Messerschmidtede til at forstå, at Isam B er lige så dansk og folkekær, når han i stor lyrik leverer noget Ny Dansk sang til os, som en dag bliver til Gammel Dansk.
Eller når Per Vers gør det.

Vi mister ingenlunde det originale, det gode og det gamle blot fordi vi tilføjer noget nyt. Det åbner blot vore sind og giver perrifert syn. Ingen grund til at kravle ned til de angstfulde små, som råber ‘Danskerne først’ fordi de tror danskerne er ved at komme sidst. Hvad med grønlænderne, hvor kommer de hen? I midten? Mon Messerschmidt synes grønlændere er danskere, eller hvad?

Kære venner, bare fordi danskheden viser sig mere nuanceret anno 2022, er det altså ikke sådan at danskheden forsvinder, som Karen Volf småkagerne i Bing og Grøndahl skålen, til DF’s landsmøde.

Danmark har i øvrigt tydeligt vist, via de mange koloniseringer gennem tiderne, at vi er meget interesserede i andre kulturer, farver og skikke. Eller hvordan er det nu med det?

‘Hjertet først’ tænker jeg, og hvis det er for flippet, så ‘Fornuften først’, eller ‘DF sidst’.