Vinni Gren Bonde

En helseterapeut sagde engang, at jo mere Zen-agtigt man lever, dets lettere kommer man igennem overgangsalderen. Jeg tror på det!

Alle som én nævner det – de, som arbejder med at hjælpe kvinder i menopausen – nævner, hvor afgørende det er for overgangs-succesen, at leve et roligt og harmonisk liv. Bekymringsfrit, med masser af tid til at slappe af og bare være. Ingen press på økonomi, job og relationsfronten. Ingen press på tid.

Så meget som det nu kan lade sig gøre……

For, vi er jo mennesker og vi lever et liv. Sådan ét er dynamisk og ændrer sig hele tiden. Der er bølger med det ene og bølger med det andet. Der er altid noget at forholde sig til, noget, der kræver fokus.

Jeg har flere gange tænkt, at kvinder i overgangsalderen skulle have valgmuligheden, at gå hjemme. Altså, i en optimal verden, hvor penge er noget vi bare trækker i en automat. Eller gå ned i tid, eller …

Så går vi lige lidt tilbage i kvindens liv. Jeg mener faktisk det samme om mødre. De kvinder, der har børn. Uanset om de har en mand eller ej, bør disse kvinder i en optimal verden have muligheden (valget), at gå hjemme. Det giver ro i familien (hvis kvinden altså selv ønsker det vel at mærke).

Så går vi lige lidt længere tilbage. Kvinder i graviditet bør have muligheden for at trække stikket og gå hjemme i denne særlige skabelsesproces, så de ikke overbelastes af et job. Altså, i en optimal verden. Såfremt de elsker deres job og har mulighed for at arbejde lidt, vil det jo være fint.

Nej, graviditet er ingen sygdom. Det er et brækket ben eller en penisforlængelse heller ikke. Graviditet er skabelse af et nyt liv, et mini-univers. Energien til skabelsen trækkes fra den gravide kvinde. Ro kræves!

Så, hvor vi er henne? Er det der med at arbejde noget, der egentlig bedst hører ungdommen til – for en kvindes vedkommende?

Det må den enkelte kvinde selv afgøre. I min verden vil det optimale være, at enhver kvinde som en selvfølge havde muligheden for selv at vælge. Fra A-Z. At samfundet ikke har råd, er noget vi har valgt.

Jeg har mødt en kvinde, som havde baby med på udstationering i Indien, og ammet under møder. Jeg har mødt kvinder, som knap nok kunne blive færdige med det der barselshalløj, før de atter stod på kontoret og nød at have noget at rive i – noget, som handlede om andet end bleer og babymos. Jeg har mødt kvinder, som var tudefærdige over at skulle aflevere baby og selv tage på job igen, efter endt barsel.

Jeg forstår dem alle. Fuldkommen! Vi er ikke ens, og behovene er lidt forskellige. Men valget bør være der, for enhver.

I nogle lande må kvinden stoppe med arbejde, straks hun bliver gift. Også selvom hun måske har en phd og brændende ønsker at gøre karriere. Eller er glad for jobbet som frokost-mutter på en lokal skole. Det synes jeg så heller ikke er særlig optimalt. Så går hun hjemme, men har ikke valgt det.

Vi sender millarder af kroner til krig, men kan ikke give landets kvinder muligheden for at trække stikket og gå hjemme, til fordel for egen helse og roen i familien. Det synes jeg er fattigt. Det er ikke optimalt.

Jeg ønsker en verden, hvor der er overskud og overflod. Hvor kvinder kan tage vare på sig selv, og med god samvittighed trække stikket og vælge at gå hjemme. Uanset om hun har familien eller ej. Ro, bare ro.

Der skal være tid til at bage og læse bøger, midt på dagen.